Ledelse i en global start-up virksomhed
19. maj 2022
Fra deep-tech til kommerciel aktør
Copenhagen Atomics er et deep-tech selskab, der på forholdsvis kort tid skal udvikles fra et start-up, over prototyper, en omfattende godkendelsesprocedure til leverandør af Energy-as-a-Service, hvor kunderne køber varme på kontrakt, og derfra selv omdanner varmen til strøm eller industriel varme, damp eller rent vand. Udover at udvikle sig fra deep-tech til kommerciel aktør og fra Søborg til verdenen og forventeligt overvejende uden for Europa, vil Copenhagen Atomics også vokse fra at bestå af en lille organisation drevet af en teknologisk ambition til en global aktør, der sælger energi – et potentielt nyt dansk industrieventyr og parallelt til den rejse som andre danske virksomheder har været på.
Verden har behov for store mængder af grøn energi. Start up virksomheden Copenhagen Atomics har etableret sig som et bud på en aktør, der vil bidrage til reducere vores afhængighed af fossile energikilder. VL Nyt har talt med Thomas Jam Pedersen, der er co-founder og aktiv bestyrelsesformand og Flemming Egtved, VL91, der hjælper til som rådgiver, om ledelsesopgaven i en start-up.
- I vor optik er Verdensmålene noget af det mest geniale, der er sket i nyere tid inden for global governance. Det er lykkes at lave en fælles referenceramme, som et globalt sprog vi alle kan tale ind i. Det er glædeligt, for det er nødvendigt og måske i sidste øjeblik. Alle virksomheder bør tænke Verdensmål i deres value proposition, det bør være en forudsætning. Vi kan vi ikke vente på, at andre ”går vejen” for os – vi må alle gå kollektivt såvel som individuelt.
Det er start-replikken for Thomas Jam Pedersen og Flemming Egtved, når de vil fortælle om Copenhagen Atomics, en start-up inden for vedvarende energi med globale aspirationer. Copenhagen Atomics er kommet langt, men der er stadig en lang rejse foran firmaet.
- Vi ser os som en dansk ”front runner” og håber, at vi kan bidrage til at skabe et nyt dansk industrieventyr. Velvidende at A-kraft endnu ikke er en del af løsningen for Danmark, så kan vi som kraftcenter i Danmark skabe megen værdi i landet. Men det er givet, at når vi i 2025 skal starte vores første reaktor med radioaktivt materiale i et test-miljø, så vil det foregå i et andet land end Danmark, fortæller Thomas Jam Pedersen.
I 2022 er selskabets udfordring at klargøre den første prototype-reaktor (teknologien er udviklet), som kommer til at køre på vand og senere salt. Målet er at sikre, at alt fungerer i udvikling og test. Med andre ord er den afgørende udfordring at færdigudvikle teknologien og derigennem bevise, at det lader sig gøre at producere energi fra små modulære reaktorer, der brænder affald, og som kan fungere i mindre strukturer end traditionel a-kraft.
Hvad er de største aktuelle udfordringer?
- Vi skal i Copenhagen Atomics opretholde vores finansielle grundlag, og behovet for funding vil stige i de kommende år, fortæller Thomas Jam Pedersen, og fortsætter,
- Jeg vurderer bestemt at det er muligt. Vi er i god form og har vist vores evne til at planlægge, da vi udviklede produktet. Kombineret med det store potentielle bidrag til energiforsyning i en tid med grøn omstilling, så er vi meget optimistiske.
Een ting er finansieringen. Noget andet og lige så grundlæggende er at få testet prototypen.
- Når prototypen er testet, skaleres den til fuld-størrelse, som også testes med det rigtige salt, dog uden radioaktivt-materiale. Herefter skal den første rigtige test med radioaktivt materiale finde sted, hvilket bliver i udlandet (England, Holland, Sverige, Frankrig eller USA) i løbet af 2025. Afslutningsvis skal reaktoren gennem den endelige godkendelse forud for kommerciel drift i 2028, fortæller Flemming Egtved, VL91, der bidrager som rådgiver for virksomheden.
Hvad er Copenhagen Atomics?
Copenhagen Atomics (https://www.copenhagenatomics.com) har udviklet en løsning – thorium energi -der er et kraftværk, som indeholder flydende salt, og hvor brændstoffet er thorium samt brugt atombrændsel. I forhold til traditionel a-kraft, så er Copenhagen Atomics ”Waste burneren” billigere og hurtigere at bygge og installere. Reaktoren kan være i en 40-fods container, den opereres ved 6-700 grader celsius og ved atmosfærisk tryk. Input til processen er salt, grundstoffet thorium samt affald fra traditionel akraft. Hvert femte år skal nogle af delene udskiftes, mens saltene og hovedparten af de øvrige dele kan bruges i over 100 år.
Flemming Egtved
Equity Partner, Oaklins Denmark
Corporate Finance rådgiver med 30 års erfaring fra rådgivnings- og virksomhedsjob samt opstart af egen virksomhed.
Thomas Jam Pedersen
Entreprenør, Electrical Engineer, Software Engineer
Nuclear Engineer med 20 års erfaring indenfor cutting edge teknologi udvikling
Hvad er de ledelsesmæssige udfordringer?
Copenhagen Atomics skal i de kommende år bevæge sig fra Søborg til verden og fra en udviklingsorganisation til en global aktør. Copenhagen Atomics fordrer selvsagt, at dets aftagerlande har en lovgivning om a-kraft, hvorfor Danmark ikke bliver aktuelt på den korte bane.
- Derfor skal vi finde kunderne, hvor der er behov for store mængder energi – eksempelvis grøn-ammoniak i PtX-løsninger samt i geografier uden for OECD, men i politisk stabile og ikke agressor lande (materialet i en Copenhagen Atomics waste burner kan ikke bruges til a-våben, men det er radioaktivt). Teknologien kan udbredes til afsidesliggende steder, hvor der er behov for store mængder energi, fortæller Thomas Jam Pedersen.
Det betyder at der bliver en række forskellige ledelsesmæssige udfordringer, som skal håndteres parallelt med finansierings-udfordringer og de mange tekniske udfordringer med produkter.
- Så ledelsesmæssigt skal Copenhagen Atomics skalere i flere retninger. Vi skal færdigudvikle vores teknologi, søge godkendelse, planlægge og etablere produktion, etablere go-to-market organisation og sikre et fortsat godt finansieringsgrundlag. Der er rigeligt at se til, siger Thomas Jam Pedersen, der dog understreger, at organisationen er en vigtig prioritet.
- For at vi kan realisere vores ambitioner, skal vi parallelt bygge organisationen. Og det er på kort tid, vi skal udbrede den globalt – særligt i forhold til myndigheder – og vi skal sikre igangsættelse.
Hvordan positionerer I jer som helt ny virksomhed i bæredygtigheds-agendaen, fx inden for ESG-terminologien?
- Virksomheden er født ind i ESG-terminologien, faktisk med det ene mål at bidrage til energiforsyningen under hensyn til den nødvendige omstilling, fortæller Flemming Egtved
- Det modulære design muliggør distribution af energi til steder i verden, hvor der ikke er infrastruktur, men hvor energibehovet vil være markant stigende. Der vil være geopolitiske hensyn på rejsen, men tanken er billig grøn energi, der samtidig er med til at løse et affaldsproblem fra atomindustrien, afslutter Flemming Egtved.