Bæredygtig ledelse: Fra profit til net positive

 

06. maj 2022

Tilmeld dig Episode 4 og læs mere her

Bæredygtig Ledelse er et af tidens helt store buzzwords, som tilmed er på tapetet som Episode 4, onsdag d. 11. maj kl. 8.30 til 9.20. Et erfarent panel vil fokusere på ledelsesaspektet af Sustainable Leadership, diskutere hvad det betyder, og hvordan man kan arbejde med det? VL Nyt har derfor talt med en af panel-deltagerne, CEO Anne Marie Jess Hansen fra CBS Executive Fonden, VL66 

Af Anders Monrad Rendtorff

 

Der er mange forskellige opfattelser af Sustainable Leadership. Det er et relativt nyt begreb, som selvsagt knytter sig til den globale bevægelse mod bæredygtighed. Men begrebet kan godt oversættes og kan sagtens anvendes i praksis.

  • Kort sagt handler bæredygtig ledelse om tillid. Du skal eksempelvis lede bæredygtigt for at være i stand til at tiltrække det talent, som du har brug for. Og ledestjernen for din ledelse er i min optik, det purpose, som virksomheden eller organisationen arbejder efter. Det er de to vigtigste ord for moderne ledelse – og konsekvensen er derfor også, at man i dag ikke kan nøjes med at fokusere på den finansielle bundlinje. Man skal ganske enkelt levere bredere end bare finanserne, fortæller Anne Marie Jess Hansen, der er CEO for CBS Executive Fonden og dermed iagttager rigtig mange ledere, som deltager på executive forløb.
  • Tillid er populært sagt den ny møntfod, som alt skal måles efter. Og dit positive afkast skal derfor måles på flere parametre, understreger Anne Marie Jess Hansen.

 

Status: Bevægelsen er i gang

Men hvor langt er man egentligt med bæredygtig ledelse? Hvad er status her i Danmark og ude i verden?

  • Ledelse og ledere er i bevægelse. Det er der ingen tvivl om. Det er det vigtigste budskab. Nogle er langt, andre lidt kortere, men det synes jeg ikke, man skal moralisere for meget over. For det at være i gang er afgørende. Og dermed er den centrale pointe måske snarere, hvad der sker, hvis du ikke er i gang? Hvis virksomheden ikke er optaget af bæredygtig ledelse, siger Anne Marie og understreger
  • Jeg har en klar forventning om, at de virksomheder, der ikke er med, vil blive irrelevante. Og dermed forsvinde over tid. Bevægelsen er i gang, og det går ikke væk, forudser Anne Marie Jess Hansen.

Ingredienserne i Sustainable Leadership

Hvad er så bæredygtig ledelse? Møntfoden er tillid og perspektivet er at være tro mod sit formål, som virksomhed og som leder. Gerne i en kombination. Ifølge Anne Marie Jess Hansen er der tre afgørende ingredienser i den kompetence-profil, som den bæredygtige leder har.

  • Purpose – Er du tydelig og passioneret omkring virksomhedens formål og samfundsmæssige bidrag? Kan man mærke dig? Er det tydeligt, at du reelt brænder for din mission?
  • Autenticitet – Kan du walk the talk? Er der sammenhæng mellem det du siger, og det du gør. Kan man som medarbejder, partner etc. genkende og forudse dine handlinger?
  • Struktur – Kan du etablere rammerne for en organisation, som stimulerer selvledelse og beslutningskompetence mere end stramme regler og procedurer. Det kan være effektive formater for korte møder, det kan være metoder til at håndtere konflikter mv.

Anne Marie Jess Hansen, VL66, CEO, CBS Executive Fonden

Anne Marie Jess Hansen (Ph.d.) er CEO for CBS Executive Fonden. Igennem de seneste 15 år har Anne Marie haft toplederposter i finanssektoren med ansvar for digital og agil transformation. Forinden arbejdede Anne Marie globalt med change management og transformation hos hhv. Deloitte og Danisco.

CBS Executive Fonden er en erhvervsdrivende fond, som blev skabt af Copenhagen Business School i 1991. CBS Executive Fonden har fokus på at udvikle og afholde kortere executive uddannelser inden for bestyrelsesområdet og leadership. Og er aktuelt i gang med at designe et nyt ledelsesprogram om netop Bæredygtig Ledelse.

Hvordan man kommer i gang? Det afgøres af ledelsens handlekraft

Der er sikkert mange, der synes at Sustainable Leadership lyder rigtigt godt. Men som samtidig er lidt nysgerrig over, hvordan man oplever det i praksis. For hvordan ser det egentligt ud?

  • Jo, på et virksomheds-niveau synes jeg, at det ypperste er at være ‘net positive’. Der er et begreb, som er udviklet af den tidligere CEO for Unilever, Paul Polman og Sustainable megatrend expert og forfatter Andrew Winston. Det betyder kort sagt, at du som virksomhed giver mere end du tager. Altså, at dit nettobidrag til samfundet er positivt, når du har gjort alt op. Jeg synes personligt, at det er essensen af Sustainable Leadership.

Hvordan kan den enkelte leder opleve det?

  • De bedste ord, jeg kan give til den enkelte leder, er autenticitet og følgeskab. Kan du walk the talk og skabe følgeskab, så er du godt på vej som bæredygtig leder. Et eksempel er jo, om du er en leder, som medarbejdere gerne vil ledes af. Og som bliver genvalgt, for eksempel hvis du har skiftet job, og medarbejderne gerne vil med. Det er jo blot et eksempel på autentisk lederskab, hvor du som medarbejder ved, hvor du har din leder. Og det er dokumenteret i stor skala, at god ledelse er afgørende vigtigt for performance, for trivsel, for engagement og motivation, fortæller Anne Marie.

PS – Hvordan sikrer vi, at vi får alle med?

Sustainable Leadership lyder godt og kan sagtens beskyldes for at være endnu et smart ledelsesmæssigt buzzword, som man bliver euforisk over i en kort periode – og så bliver det erstattet af noget andet.

  • Jeg er helt sikker på, at bæredygtig ledelse er meget mere end buzzword. Det repræsenterer både en ny hygiejne-faktor, en laveste fællesnævner for ledelse samtidig med, det repræsenterer et meget spændende udviklingsperspektiv, der ultimativt handler om at bevæge sig fra empowerment til self-management. Eller måske mere populært, en bevægelse fra det klassiske management til reelt lederskab, hvor lederen på grund af sin succes med at skabe med-ledelse i nogen grad har overflødiggjort sig selv. Og derfor kan fokusere på retning, inspiration etc.. Men. Inden vi kommer så langt, er jeg meget opmærksom på, om vi får alle med. Får vi bredt begrebet godt nok ud, får vi integreret både white- og blue-collar? Eller risikerer vi at gøre begrebet bæredygtig ledelse for eksklusivt? Det vil jeg være meget opmærksom på i de kommende år, afslutter Anne Marie Jess Hansen.