Ukraine-krigen: Det store billede og den praktiske virkelighed

21. marts 2022

VL afholdte torsdag d. 17. marts en særepisode om krigen i Ukraine. Clement Kjersgaard bød til debat om krigens betydning for både energiforsyning og cyber-sikkerhed. Det var et stærkt panel, der med kort varsel havde stillet op til den spændende og relevante debat om krigens betydning for danske virksomheder. Mød Marlene Wind, Professor og direktør for Centre for European Politics, Københavns Universitet, Thomas Egebo, CEO for Energinet og medlem af VL16; Casper Klynge, VP for European Government Affairs i Microsoft og Thomas Lund-Sørensen, Partner i Macro Advisory Partners.

Panelet fik debatteret de helt store globale temaer som dynamikken mellem Kina, Rusland og USA, energipolitik, der er blevet til geo- og sikkerhedspolitik, og ikke mindst hvordan Europa trods de svære tider kan øjne håb om styrket samarbejde. Er du en mindre virksomhed i Danmark, var der to tydelige budskaber: Få nu oprustet på it-sikkerheden og ikke mindst: En virksomhed kan ikke længere være neutral. Der er ganske enkelt øgede krav til, at enhver virksomhed er bevidst om sit moralske – og derfor også sit politiske – værdisæt.

Af Anders Monrad Rendtorff

 

En virksomheds adfærd er nu politisk

Globalisering er et af de helt store temaer i forlængelse af krigen i Ukraine. Er årtiers fokus på den grænseløse globalisering slået tilbage til start? Bliver der i stedet en række globale sektorer med hver sine regler og værdier? Og hvordan skal den enkelte virksomhed navigere i den verden?

  • Virksomhederne får det vanskeligere, fordi globaliseringen har fået en kæp i hjulet, fortalte Marlene Wind. Tilliden har lidt et knæk, og det bliver vigtigt, at virksomhederne er mindre naive, og mere bevidste om deres egne værdier. Ikke mindst overfor spillere, der har andre værdisæt. Og det betyder ganske enkelt øgede krav til virksomheder om et moralsk værdisæt.

Det er blevet stimuleret af civilsamfundets øgede mobilisering.

  • Vi har oplevet i den seneste tid, hvor afgørende civilsamfundets øgede krav til virksomhedernes adfærd er. Virksomhederne kan ikke længere være neutrale, understregede Casper Klynge, der arbejder i Bruxelles for Microsoft. Casper berettede, hvordan han over den seneste periode har oplevet, hvordan institutioner og den private sektor er kommet endnu tættere på hinanden omkring de store emner.
  • Det hele hænger jo sammen. Geopolitik, energi, klima, cyber-sikkerhed –og problemerne kan kun løses, hvis den private sektor og institutioner arbejder tæt sammen. Det er der aktuelt meget stor appetit på, men det kræver jo, at man tager stilling og er på den ”rigtige” side af historien, som Casper Klynge udtrykker det.

 

Få nu oprustet din cyber-sikkerhed

Krig er ikke bare krig. Den hybride krigsførelse gør, at alle bliver involveret. Panelet gav et par tankevækkende tal til at kickstarte drøftelsen om cyber-sikkerhed.

Fra 2018 til 2021 registrerede Microsoft 20.000 indikationer om koordinerede angreb mod sine kunder. De sidste 6 måneder var der 40.000 indikationer. Og i den seneste periode har Microsoft registreret en 10-dobling af angreb på den digitale infrastruktur i Ukraine. Det fylder altså meget, og i stigende grad. Så hvordan er danske virksomheder rustet til cyber-angreb?

 

  • Vi kunne stå bedre, svarede Thomas Lund-Sørensen. Og det var et meget diplomatisk svar. For situationen er ifølge Thomas Lund-Sørensen, at danske virksomheder ikke er stærkt nok rustede. Jo, de større finansielle virksomheder er generelt på et fint sikkerheds-niveau. Så hvis nogen kunne have en interesse i at skade den vestlige verden, så bevæger man sig jo bare videre. Og ender ret hurtigt med den typiske lille eller mellemstore virksomhed. Ikke bare i Danmark, men generelt i den vestlige verden. Så mit enkle råd er: Få nu oprustet på sikkerheden. Det er ofte mindre, men meget basale forhold, der skal skærpes. Det er bestemt overkommeligt. Få det gjort, understregede Thomas Lund-Sørensen.

Hvordan bliver I påvirket? Survey om krigens betydning for de danske virksomheder

Mange virksomheder blandt VL-medlemmer er berørt af krigen i Ukraine, og vi er derfor i Selskabet blevet opfordret til at undersøge om der kan skabes et forum, hvor interesserede i VL-netværket får mulighed for at drøfte dilemmaer og problemstillinger samt udveksle erfaringer.
For at danne os et overblik over hvor mange, der er påvirket af krisen, og hvordan, har vi i første omgang udarbejdet en kort survey. Meningen med surveyen er, at etablere et målrettet virtuelt møde for interesserede medlemmer. Derfor er din deltagelse i surveyen vigtig.
Deltag i surveyen her

Se eller gense Episode om Ukraine

VL afholdte torsdag d. 17. marts en særepisode om Krigen i Ukraine. Clement Kjersgaard bød til debat om krigens betydning for både energiforsyning og cyber-sikkerhed.

Det var et stærkt panel, der på kort sigt havde stillet op til den spændende debat om krigens betydning for danske virksomheder. Mød Marlene Wind, Professor og direktør for Centre for European Politics, Københavns Universitet, Thomas Egebo, CEO for Energinet og medlem af VL16; Casper Klynge, VP for European Government Affairs i Microsoft og Thomas Lund-Sørensen, Partner i Macro Advisory Partners.

Håb for styrket sammenhængskraft i Europa

Energi har været det helt store emne i starten af krigen. Det er gået op for alle, hvor afhængig man, i Danmark og i resten af Europa, er af den russiske gas. Men hvordan skal man se på det?

Thomas Egebo er CEO for Energinet og har derfor fingeren på energi-pulsen.

  • Det helt store spørgsmål er jo, om gasforsyningen fra Rusland til Europa bliver lukket. Det vil være et meget tydeligt signal, om at vi vil være selvforsynende. Men på den korte bane vil det jo være både dyrt og besværligt. Prisstigninger, rationeringer etc. Men på den anden side er bevægelsen jo stærk. Der er masser af energi-kilder, som vi kan ty til. Det er bare ikke på den korte bane, for det tager tid at omstille. Men netop denne tragiske anledning kan blive anledningen til endnu mere tryk på den grønne omstilling af energi. Det er bestemt mit håb – og mit bedste bud – at det er netop det, der kan styrke sammenholdet og sammenhængen i EU.

Netop dette håbefulde perspektiv delte både Marlene Wind og Casper Klynge. De oplever begge, hvordan stemningen og samtalerne mellem alle aktører i Bruxelles har ændret karakter den seneste måned.

  • Der er fokus på enighed. Og der er ingen snak om Brexit. Der er en kæmpe erkendelse af, at vi skal stå sammen. På tværs af EU, på tværs af temaer, på tværs af sektorer, afsluttede Casper Klynge.