Interview med Pernille Wandel-Petersen

11. februar 2022

Hvordan var VL, da du startede for 15 år siden?

Der var en aura af ærefrygt for VL-grupperne og medlemmerne, som jeg ikke måtte kontakte direkte. Sekretariatet havde kun én e-mailadresse. Alt blev printet, underskrevet af direktøren, sendt pr. post og kopierne gemt i et meget finurligt arkiveringssystem, som havde vokset sig ganske stort gennem årene.

Da jeg blev ansat, spurgte den sympatiske formand H.C. Madsen, om jeg var vant til at arbejde med IT. Det var jeg fra mit tidligere job i ØK. Og med direktør Jørgen Larsen som støtte og mentor kastede jeg mig ud i det nye i denne helt særlige niche. Det blev starten på en spændende modernisering af VL – med respekt for historien. Og det indebar helt naturligt en tættere kontakt til – og mellem – grupperne, der samtidigt var igennem et stort generationsskifte.

Hvordan ser du VL i dag?

Den store forandring af VL afspejler forandringerne af ledelse generelt. VL har tilpasset sig samfundsudviklingen, som lederne skal – ikke mindst i turbulente og dramatiske tider. Sammen har vi fundet vej og er med de nye teknologier blevet endnu stærkere sammen – VL Selskabet, gruppeformændene og medlemmerne i forening.

Hvordan ser du perspektivet for VL?

Det prestigefyldte netværk af ledere, som mødes i tillid på tværs af brancher og fagligheder, spiller en stor rolle i den digitale og grønne omstilling, som netop kræver partnerskaber og vidensdeling. Vi tog hul på den omfattende proces med årstemaet om Verdensmålene som konkurrenceparameter i 2019. Og heldigvis fik vi mulighed for at grave flere spadestik dybere i de efterfølgende år, og fortsætter naturligvis på dét spor.

Hvad har du lært om ledelse?

Pandemien og klimaforandringerne har gjort det meget tydeligt for mig, hvor afgørende det er for en leder at være åben overfor digitale muligheder, at have empati, at få alle til at føle sig hørt, selvom man ikke har mulighed for at mødes og at give tid og plads til selvledelse. Verdenssituationen har bevirket, at lederne er blevet mere bevidste om deres virksomheders samfundsansvar og værdien af ordentlighed – som fx Mærsk McKinney var det i sin tid, men på en ny måde. Den tråd har vi taget op i VL.

Hvordan kan en organisation som VL præge en samfundsmæssig debat?

Jeg håber og tror på, at VL bl.a. gennem årstemaerne medvirker til at give flere erhvervsledere mod på at stå mere markant frem og blande sig i den nødvendige samfundsdebat. Der mangler ofte bidrag fra det virkelige liv.

Hvad har været højdepunkter i din VL-karriere?

Uha, der er heldigvis mange.

Da Helle Priess Sørensen ringede i 2007 fra Shanghai og foreslog at oprette en international VL-gruppe. Det varmede mit hjerte at høre ude fra Asien igen, som jeg har rejst tyndt i min ØK-tid. Det tog lidt tid, men bestyrelsen accepterede til sidst oprettelsen af den første internationale VL-gruppe. Det blev starten på globaliseringen af VL og banede vej for de mange vigtige grupper ude i verden, der siden er kommet til.

Et andet højdepunkt har været at rejse land og rige rundt med VL-teamet og McKinsey & Co for at samarbejde med VL-medlemmerne om Verdensmålene. Og at lykkes med at udvikle verdensmålenes slutprodukt: GGBN-appen og opleve den internationale anerkendelse, VL har fået på den baggrund.

Det gjorde mig stolt at få etableret et uformelt samarbejde med OECD. Og at holde VL kørende virtuelt gennem hele pandemien og lykkes med vores første virtuelle mødeserie ‘Digital Reshaping’ med Clement Kjersgaard.

Endelig er jeg taknemmelig for at have fået lov til at samle et fantastisk tech-team bestående først og fremmest af Peter Ankerstjerne Eriksen og senere Tejs Bautrup og Jeffrey Hunter, som har været helt afgørende for VL’s digitale mindset.

Har du en særlig oplevelse, som du tager med?

Hvor skal jeg starte? Der er et hav! Men særligt omkring de mange VL Døgn, som jeg har været med til at skabe, har der været store øjeblikke.

Et af højdepunkterne var, da formanden Jens Wittrup Willumsen åbnede VL Døgnet på Borreby Gods i 2018 med Sophia The Robot. Der tog vi virkelig hul på fremtiden. Det tog mig et år at få ‘hendes’ kontrakt i stand.

Et andet var, da alle VL-grupperne i og omkring Horsens stod ret i et tranformeret Horsens Statsfængsel og tog imod de 50 fantastiske talere. Mageløst samarbejde var det!

Og FN Byen, som vi omdannede til ét stort verdensmålsprojekt i 2019 – fyldt til randen af VL-medlemmer og talere fra hele verden med Verdensmålene LIVE!

Jeg vil også nævne et forrygende samarbejde med Clement og støtte fra formand Lisbeth Knudsen, som gjorde det muligt lynhurtigt at sadle om midt i pandemien og sende det første virtuelle VL Døgn nogensinde live til over 1000 medlemmer. Det gav kuldegysninger!

Sidst men ikke mindst, vil jeg tillade mig at bevare alle de mange fantastiske mennesker, som jeg har arbejdet med og for og selvfølgelig VL’s dygtige team; Ida Bratting Kongsted, Anne-Sofie Wendelboe, Anders Rendtorff og senest Mette Tingskov, i min erindring.

Hvad skal du nu?

Nu har jeg fået nye opgaver og går i gang med at bidrage til at skubbe på bæredygtighedsindsatsen i shippingbranchen i Hamborg, hvor jeg oprindeligt blev uddannet som skibsmægler. Arbejdet med at finde gode business cases med de spændende Verdensmål og integrere dem i strategi, formål og kultur er blevet en hjertesag for mig. Der er masser at tage fat på, og ingen tid at spilde. Siger Pernille Wandel-Petersen, idet hun flyver ud ad døren.

En stor tak!

Pernille Wandel-Petersen har været ankeret i VL i 15 år. Som sekretariatschef har Pernille været i forbindelse med stort set alle medlemmer og grupper gennem årene. Særligt ved de store begivenheder som VL Døgnet og de seneste års perspektivrige årstemaer, har Pernille været en uundværlig drivkraft. Men Pernille skal videre og starter allerede 1. april i et samarbejde om bæredygtighed i den maritime industri med Frachtkontor Capital Partners i Hamborg.

God vind, Pernille!