VL har godt fat i de store linjer, nu skal vi sørge for, at ideerne kommer ned på jorden

18. november 2021

VL-grupperne ledes i praktisk af lokale og meget engagerende formænd og bestyrelser. Fokus i praksis er at gøre vejen fra de store linjer til de praktiske aspekter lettere. Og så er diversitet et ønske. Mød her to af formændene i det jyske. Nemlig Niels-Ove Mølhave fra VL63, der er Manager i EY og Frank Bondorph fra VL74, der er områdedirektør i Sydbank.

Af Anders Monrad Rendtorff

 

Mere fokus på interaktion mellem møderne

Niels-Ove Mølhave er Manager i EY og formand for VL63, der har base i Horsens.

Hvad ser du som de største styrker for et VL-medlem i den gruppe, du er formand for?

”Jeg ser det som en styrke, at vi for nærværende er 44 medlemmer, og det betyder, at – selvom vi modtager afbud til møderne – har vi en pæn kritisk masse til møderne. Samtidig har vi en forholdsvis bred medlemsskare både inden for erhverv som aldersmæssigt. Og gruppen har stort fokus på konstant at styrke relationer og fortrolighed medlemmerne i mellem”.

 

Hvor kan I blive endnu bedre?

”Vi kan blive endnu bedre til at styrke relationerne omkring medlemmerne også imellem møderne. Vi bør også arbejde mere på at forøge antallet af kvindelige medlemmer. Endelig har vi fokus på og skal blive bedre til at gøre møderne såvel intense som afbalancerede og med et højt fagligt indhold med plads til dialog. Eksempelvis har det været inspirerende med den workshop, jeg var til med VL Selskabet. Jeg vil anvende den til både at holde mig opdateret på VL-agendaen og som inspiration til egne VL-aktiviteter.”

Selvom gruppen er ganske velfungerende med 44 medlemmer, er det alligevel interessant at høre Niels Ove om, hvorfor man som topleder skal ønske sig at være medlem af VL. Og svaret kommer prompte:

”Man skal være med i VL for at få inspiration, et personligt og fagligt fortroligt netværk, som bygger på stærke relationer. Og så skal man huske at give noget af sig selv”, understrager han.

”Man skal være med i VL for at få inspiration, et personligt og fagligt fortroligt netværk, som bygger på stærke relationer. Og så skal man huske at give noget af sig selv”

Niels-Ove Mølhave

Manager, EY og formand for VL63, Horsens.

Vi skal tættere på

Frank Bondorph er afdelingsdirektør i Sydbank og formand for VL74, der har base i Esbjerg. Frank er en ganske erfaren VL´er, der tilmed har prøvet forskellige grupper, fordi han i forbindelse med arbejde har flyttet mellem regioner i Danmark. Det er ikke svært for Frank at pege på styrkerne i den VL-gruppe, han er formand for

”Vi har en rigtig god sammensætning af erhvervsledere i VL 74 i Esbjerg. Vi har en fin branchespredning og en god størrelse med ca. 40 medlemmer. Vi har generelt et godt fremmøde til arrangementerne. Vi har en god og åben debat på møderne – og tilmed nogle markante personligheder, der ”tør” at stå frem med deres meninger. Det giver energi. Jeg synes også, at vi har et godt program på vores møder, som er direkte erhvervsrelateret. Dermed er det med til både at udvide ens horisont og samtidig kan det tit bruges direkte i ens job, herunder særligt ledelsesmæssigt”, fortæller Frank Bondorph.

 

Hvor kan I blive endnu bedre?

”Vi har afholdt flere videomøder i corona-perioden, men vi trænger til at mødes. I bestyrelsen er vi ved at planlægge et ”overnatningsarrangement”, med et fagligt aspekt. Men det vigtigste formål er at få et tættere kendskab til hinanden. Det vil forhåbentlig også bidrage til, at vi får taget ledelsesemner op ”der går lidt tættere på”. Det er ofte her, at der skabes værdi i dialogen og for den enkelte.”

Niels Bondorph var også med på en workshop med VL Selskabet og fik en håndfuld gode ideer. Eksempelvis var det hyggeligt at møde formandsskabet i hans tidligere gruppe, VL52 fra Horsens. Men det var jo også øjenåbnende at møde de andre formænd og opleve, at man jo sidder med de samme udfordringer og derfor let kan få indsigt i gode ideer til arrangementer. Og gode ideer til at forebygge udfordringerne.

Frank fik også mulighed for at slå et slag for VL, og hvorfor man som topleder skal ønske sig at være medlem:

”Jeg tænker det handler om deltagelse i et stærkt erhvervsnetværk, hvor man får ledelsessparring på tværs af brancher. Man får genereret ideer og horisonten bliver generelt udvidet”, afslutter Frank Bondorph.

Gode råd til VL

Mit gode råd vil være at have fokus på den store diversitet, der er mellem de enkelte VL-grupper.

Og så skal næste VL Døgn placeres udenfor København…

Niels-Ove Mølhave, Formand, VL63, Horsens

Gode råd til VL

Det vigtigste er at alle de gode overskrifter og temaer, som VL arbejder med, nemmere kan ”oversættes” i VL-grupperne. Vi får meget inspiration fra de helt store virksomheder. Eksempelvis er VL Døgnet i nogen grad baseret på indlæg fra topnavne. Det er bestemt meget inspirerende, men! Langt de fleste VL-medlemmer (særligt  i Vest Danmark) er jo ansat i mindre og mellemstore virksomheder, hvorfor vi bør drøfte, hvorledes vi inddrager og oversætter temaer og budskaberne bedre. Det kunne eksempelvis være indenfor temaet bæredygtighed.

Frank Bondorph, Formand for VL74, Esbjerg