Reality check: Er vi relevante og følger med tiden?
03. september 2021
Jeppe Dahl Jeppesen, CEO i White Spot Food er ny formand i Aarhus-baserede VL 119. Hvert 2.-3. år bør VL-gruppen lave et reality check for at sikre sin relevans og udvikling, siger han.
Af EVA ANDERSEN
Han er ny formand i VL 119, og sammen med den øvrige bestyrelse har han set gruppens formål efter i sømmene: Er vi på rette kurs? Giver VL 119 medlemmerne den værdi, som man må forvente af et eksklusivt topledernetværk i 2021?
Egentlig var han parat til at skyde gang i en større fornyelsesproces, og bestyrelsen havde udset sig en ekstern konsulent til at lede processen. Men så spurgte man resten af gruppen, og i stedet for at skyde gang i en større revolution, er medlemmerne blevet mere direkte involveret i efterårets mødeprogram. Dermed har alle et medansvar for at sikre, at VL 119 bevarer sin relevans og aktualitet, forklarer Jeppe Dahl Jeppesen.
-I stedet for at vi i bestyrelsen satte os sammen og planlagde derudad, lavede vi et reality check: Hvor er vi, er der behov for at gøre noget anderledes? Hvor er det største udviklingspotentiale i gruppen?
-Medlemmerne vil have fagligt oplysende, spændende arrangementer, som giver dem indsigt i områder, de ikke selv sidder med til daglig og derfor ikke ved så meget om. Det kan være alt fra et tema om, hvordan retssystemet fungerer i praksis, til mere guideagtige møder om, hvad der motiverer topperformere på en arbejdsplads, fortæller han.
Det er medlemmerne, der giver forslag til emner
Idebanken har modtaget flere forslag: Et Kina-tema og et møde om ’verden efter Trump’ er blandt de konkrete forslag, mens andre vil vide mere om kunstig intelligens-teknologien og klimakrisens udfordringer og løsninger set i et ledelsesperspektiv.
Der er nok af aktuelle dagsordener at forfølge, siger Jeppe Dahl Jeppesen, som oplever en fin sammenhæng mellem gruppens egne dagsordener og VL’s årstemaer, som danner rammerne for internatmøder – senest et to-dages møde om FN’s verdensmål. VL 119 er en homogen gruppe spredt over mange erhverv og med en god alders- og kønsspredning, tilføjer han.
-Vi har ikke haft en vanvittig stor udskiftning, og under corona har vi sat rekruttering af nye medlemmer på pause. Aktuelt overvejer vi i bestyrelsen, om det er relevant snart at lave en slags re-integrering af de nuværende medlemmer, så alle får mulighed for at introducere sig selv på ny. For medlemmerne er kommet ind i gruppen på forskellige tidspunkter, og nogle har ikke præsenteret sig selv i ti år, så måske er det relevant med en ny præsentationsrunde.
Sådan sikrer VL-gruppen sin relevans og udvikling
3 gode råd fra VL-formand Jeppe Dahl Jeppesen, VL119:
1.
Undersøg gruppens største udviklingspotentialer. Øvelsen kan sagtens gennemføres hvert 2.-3. år. I VL 119 har bestyrelsen fået værdifuldt input fra gruppens medlemmer.
2.
I sidste ende er det formandens og bestyrelsens ansvar at sikre, at nye tiltag bliver implementeret i gruppen, eventuelt i samarbejde med et arrangementsudvalg.
3.
Ærlighed og selvindsigt er afgørende egenskaber hos det enkelte VL-medlem, hvis samarbejdet i gruppen skal være relevant og værdifuldt og følge med tiden.
På tur til VL-grupperne
Læs mere