En sund kritisk sans holder VL 38 skarp og relevant
17. september 2021
Scandic-direktør Nina Carlslund er formand for aarhusianske VL 38. Hun er fan af det eksklusive fortrolige ledelsesrum, som VL-gruppen udgør. For at det kan eksistere, må medlemmerne aldrig glemme den kritiske sans, siger hun.
Af EVA ANDERSEN
Hun var været med i VL i fire år, de seneste to år som formand for VL 38 i Aarhus. Til daglig er Nina Carlslund adm. direktør for Hotel Scandic Aarhus City, og det seneste år har hun kunnet holde gruppemøderne i live, for mens hotellet har været gæste-tomt under corona, har hun til gengæld kunnet skabe trygge rammer for VL-møderne. Deltagerne har simpelthen fordelt sig i små grupper i hotellets tomme møderum.
Det har været vigtigt for hende og den øvrige bestyrelse at holde gang i mødeaktiviteten – især i en krisetid, hvor man netop har brug for sparring med hinanden om alt det svære. Og det er præcis, hvad VL kan – være et rum, hvor man sammen med ligesindede kan tale om alt og udfordre hinanden.
-Jeg har fra dag 1 været begejstret for det særlige ledelsesrum, som VL er. Nemlig et sted, hvor man kan vende fortrolige ting med andre ledere på samme niveau. For mig er de bedste møder de møder, hvor man hudløst ærligt deler de store udfordringer, man oplever som topleder. Jeg kan især rigtig godt lide konceptet ’Den Varme Stol’, hvor man omgiver sig med et kritisk panel af dygtige ledere. Det er meget inspirerende, næsten lidt Mads & Monopolet-agtigt.
VL skal være toppen af poppen. Når spidserne fra de store danske virksomheder mødes til VL Døgn, skal det skabe overskrifter i pressen. Der er rigtig mange netværk at konkurrere med i dag, så VL må kæmpe for den opmærksomhed – men det kan lykkes at sætte en dagsorden, som det var tilfældet med Verdensmålene Live i FN Byen. Det demonstrerede for omverdenen, at VL tager action på vigtige samfundstemaer.
Ømme og svære temaer i fokus
Og sådan er de fleste møder, for VL 38 går helst uden om glittede virksomhedspræsentationer, hvor en virksomhed stiller op mest for at gøre reklame for sig selv. Det er den kritiske tilgang, de ømme og svære temaer, som er interessante, og som medlemmerne kommer for, siger hun.
– For folk udefra kan VL 38 måske indimellem opleves som stærkt kritisk. Vi tør stille hinanden de svære spørgsmål, og når vi har oplæg fra eksterne oplægsholdere, er vi som tilhørere klar til kamp, forstået på den måde, at vi holder af en god diskussion og altid bevarer det kritiske fokus.
Om mødet handler om en kriseramt afdeling i kommunen, om digitalisering eller bæredygtighed i praksis, eller når vi snart skal møde topkandidater fra partierne i Aarhus inden kommunalvalget – i alle tilfælde bliver der stillet kritiske spørgsmål, siger Nina Carlslund.
-Vi kan lide den gode ærlige dialog, hvor man ikke slagter hinanden, men omvendt går til biddet: ”Nu siger du nok bæredygtig – men hvorfor gør I så sådan og ikke sådan?”. I VL 38 kan vi vende det hele.
Aktive medlemmer – hver gang
Netop den kritiske tilgang og modet til at tage svære temaer op gør netværket værdifuldt, og for at fastholde et fortroligt rum er det afgørende, at alle kommer til møderne og er aktive, siger hun. Derfor er fremmødeprocenten et fokuspunkt.
-Vi vil gerne lave møder, som medlemmerne simpelthen ikke vil gå glip af. Man skal have følelsen af, at man mister noget, hvis man misser et møde i VL 38, og at det er megaærgerligt, når man ikke har mulighed for at deltage.
Sådan holder VL-gruppen sig skarp
Tre gode råd fra formand Nina Carlslund, VL 38:
1.
Værn om det fortrolige ledelsesrum, hvor man kan være ærlig og hudløs over for hinanden og glem aldrig den kritiske sans og nysgerrighed. Det den, som giver diskussionerne bid og relevans.
2.
Brug årstemaerne aktivt. Der er masser af spændende materiale at hente hos VL Selskabet og masser af under-agendaer at tage fat på, så man kan finde sine egne vinkler, som er højaktuelle for gruppen
3.
Læg vægt på medlemmernes individuelle ansvar for at skabe en god VL-gruppe. Fortæl nye medlemmer, at de forventes at prioritere møderne højt og som udgangspunkt møder op til alle gruppemøder. Har man ikke tiden, er det måske ikke nu, man skal være med i VL.
På tur til VL-grupperne
Læs mere