Aldrende befolkninger, faldende produktion, klimakrise, Covid-19. Der er masser af udfordringer at tage fat på, når vi taler kunstig intelligens som løsning på verdens problemer – og som velfærdsdriver for dansk økonomi.

Af EVA ANDERSEN

 

Der var engang for bare ti år siden, da Danmark var noget mere frontrunnner, når det gjaldt nye teknologier. Der er vi ikke i dag, men det betyder ikke, at Danmark ikke klarer sig godt og står stærkt globalt, når vi taler teknologier som AI (kunstig intelligens) og IoT (Internet of Things). Det siger partner Jens Riis Andersen fra McKinsey & Company.

McKinsey & Company står bag en ny undersøgelse, som kortlægger verdens teknologiske superclusters og den digitale parathed i verdens lande, herunder Danmark.

Den gode nyhed er, at Danmark har et kæmpestort økonomisk vækstpotentiale, hvis vi udnytter mulighederne i kunstig intelligens og andre nye teknologier, og her har vi et forspring, viser rapporten.

Danmark er nemlig det land i Europa, hvor befolkningen er mest parat til at tage nye teknologier til sig, og mange virksomheder er i fuld gang med at eksperimentere på området. Hverken Danmark eller andre europæiske lande kan dog følge med den udvikling og de investeringer, som sker i de amerikanske og kinesiske superclusters lige nu, siger Jens Riis Andersen.

Derfor er løbet også kørt for Danmark som fødeland for den næste store globale tech-succes, som kan matche amerikanske Google eller Amazon, vurderer han. Til gengæld har vi en række andre globale og højt specialiserede virksomheder, som kan udnytte teknologierne i en ny retning.

-Vi har ikke virksomheder i Google- eller Amazon-størrelse i Danmark, men vi har Grundfos, Danfoss, Novo Nordisk, ISS, Mærsk osv., som kommer til at drive udviklingen på en lang række områder. Kan vi få de mellemstore virksomheder med, udgør det et kæmpemæssigt velfærdspotentiale – det gælder eksport, højproduktive arbejdspladser osv.

 

-Vi har ikke virksomheder i Google- eller Amazon-størrelse i Danmark, men vi har Grundfos, Danfoss, Novo Nordisk, ISS, Mærsk osv., som kommer til at drive udviklingen på en lang række områder. Kan vi få de mellemstore virksomheder med, udgør det et kæmpemæssigt velfærdspotentiale – det gælder eksport, højproduktive arbejdspladser osv.

Jens Riis Andersen

Partner, Mckinsey & Company

 

Kunstig intelligens er for alle       

Fordi den offentlige sektor fylder så meget i dansk økonomi og er nået langt i digitaliseringen af fx borgerløsninger, kan den i den grad være med til at drive udviklingen. Blandt andet ved at stille krav til private virksomheder, når det gælder indkøb, service osv., tilføjer han.

-Og så skal vi have nogle rammer, som gør, at flere vil eksperimentere med kunstig intelligens. Det kræver altså investeringer og de rigtige rammevilkår, hvis vi skal gøre det attraktivt for flere at tage teknologierne til sig.

Han peger på, at kunstig intelligens er det, man kalder en ”general purpose-teknologi” – altså en teknologi, som indgår i værdikæden fra produktion til salg i alle industrier. Derfor er teknologien interessant uanset branche og virksomhedsstørrelse, siger han.

 

SARS-epidemi skabte nye mastodonter – hvad vil Covid-19 bringe?

Sundhedskrisen er med til at sætte yderligere fart på den digitale udvikling, og vi har kun set begyndelsen, lyder det igen og igen fra eksperter og forskere.

Et godt eksempel er brugen af digitale medieplatforme og videoløsninger, som er eksploderet under nedlukningen af lande verden over.

Kan man omvendt forestille sig, at nogle virksomheder tøver og holder igen med investeringer i nye teknologier? At nogle vil sige – nu er ikke det rigtige tidspunkt, det er for dyrt, vi venter?

-Når vi ser tilbage på tidligere kriser, har vi en stærk evidens for, at de har haft en positiv indflydelse på nye teknologier. Et eksempel er SARS-epidemien, som ramte Kina for omkring 15 år siden og blev en virkelig stærk driver, som der kom store stærke selskaber ud af. Alibaba Group for eksempel.
I de år accelererede udviklingen i Kina, så der er historisk evidens for, at den slags epidemier, kriser, sætter gang i udviklingen.

Dansk tech-udvikling, når det er bedst – det skal vi have meget mere af

Af EVA ANDERSEN
Danske startups kan bruge kunstig intelligens på nye måder og dermed være først med banebrydende opfindelser. Opfindelser, som end ikke verdens mest avancerede talegenkendelses-algoritmer, som Googles Assistant eller iPhones Siri kan matche, siger Jens Riis Andersen fra McKinsey & Company.
Han fremhæver den danske startup Corti som et verdensklasse-eksempel på, hvad der sker, når man forstår at udnytte kunstig intelligens på nye måder.
Den københavnske iværksættervirksomhed kom i 2014 på at bruge kunstig intelligens til at analysere lyde og ord i opkald til alarmcentralen.
Ved hjælp af kunstig intelligens afslører algoritmer lynhurtigt, når opkaldet drejer sig om en hjertepatient, som har brug for akut hjælp. Dermed kan personalet fx instruere personen i røret om, hvordan hun yder hjertemassage på stedet, indtil en lægeambulance når frem, og professionelle kan tage over.
Opfindelsen er en kæmpe gevinst for personale og patienter. Uden den kan det nemlig være svært for personalet på alarmcentralen at fastslå, at der er tale om en hjertestop-patient, før det er for sent – og hvert minut tæller. Tit aner personen i den anden ende af røret ikke, hvor galt det står til med den syge.
Opfindelsen redder liv og forebygger livsvarige skader hos patienterne.
-Eksemplet illustrerer, hvad danske selskaber kan udrette, når de er først til at se nye muligheder i teknologi, som andre har udviklet. I det her tilfælde kan Siri godt pakke sammen – her er tale om en meget mere avanceret og fintfølende form for talegenkendelsesteknologi, som er i stand til at afsløre følelsesmæssige udsving i ord og lyde hos personen i den anden ende.
Selv om de store internationale tech-spillere er nået længere, end vi er i Danmark, er der masser af nicher og områder, som danske virksomheder kan tage fat på og blive store inden for, siger han.
-Flere af de store virksomheder forstår at komplementere deres forretning med ny teknologi, de forstår kunderne, industrien og kan se nye løsninger. Der er en kæmpe viden at bygge på i sektorer, hvor danske virksomheder i forvejen er stærke.
Fakta om analysen
McKinsey & Company står bag analysen: ”How nine frontrunners can lead on AI in Europe”. Analysen er lavet blandt andet på baggrund af 600 cases på tværs af industrier.
For nylig blev den offentliggjort på VL’s årsmøde, som skød det nye årstema Digital Reshaping i gang.