Professor Sir Ralf Speth er en af hovedtalerne til årets Virtuelle VL Døgn. Vi bragte tidligere et interview med ham om ansvarlighed. Her giver den britisk-tyske topchef for Jaguar Land Rover sine bud på, hvordan virksomheder kommer stærkt ud på den anden side af Covid-19-krisen.
AF EVA ANDERSEN
Professor Sir Ralf Speth hilser, den elegante britisk-tyske accent er ikke til at tage fejl af. Vores møde foregår via videoforbindelse, og et øjeblik toner den gråhårede, venligt udseende mand frem på skærmen, sender et kort nik – han kan godt lide, at man får et ansigt på personen i den anden ende, siger han, inden han slår kameraet fra.
Under resten af interviewet nøjes vi med en lydforbindelse for ikke at belaste nettet mere end nødvendigt. Det er huspolitikken hos Jaguar Land Rover, forklarer han.
Den 64-årige Ralf Speth har i mere end ti år stået i spidsen for Jaguar Land Rover (JLR), Storbritanniens største bilfabrikant, ejet af indiske Tata Motors. Under hans ledelse er JLR vokset år for år, salget af biler tæller over 500.000 om året, og især R&D står stærkt hos den traditionsrige bilfabrikant.
Som det gælder de fleste andre virksomheder, ikke mindst i bilindustrien, har Covid-19-krisen ramt Jaguar Land Rover hårdt, fortæller han.
-Vi var på vej ind i et økonomisk stærkere år, men på grund af pandemien er vores salg alvorligt påvirket fra januar til marts. Salget i Kina begynder at rette sig igen, efterhånden som landet gradvis lukker op, forhandlere er åbne igen, og vores fabrikker i Kina har været i gang igen siden midten af februar, indleder han.
Andre steder i verden bliver produktionen genoptaget snarest, mens mange medarbejdere fortsat er sendt hjem som følge af pandemien. Krisen rammer JLR efter et par år med succesfulde omkostningsbesparelser, en sektorafmatning på det kinesiske marked og et generelt pres på bilindustrien.
-Vi har måttet reagere hurtigt for at sikre vores medarbejdere og forretningen i en periode med økonomisk usikkerhed globalt. Det indebærer, at vi har måttet gennemse alle aspekter af vores forretningsplaner. Vi forbliver committed til vores langsigtede strategi, men på grund af pandemien har vi blandt andet måttet udskyde den planlagte lancering af nye bilmodeller, fortæller Sir Ralf.
Tiden efter corona
Mens briterne muligvis må forberede sig på en forværring af situationen, inden smitten kommer under kontrol, og samfundet kan åbne igen, kan virksomheder allerede nu begynde at forberede sig på fremtiden efter corona-pandemien, siger han.
-Få virksomhedsledere havde forestillet sig den situation, vi står i i dag. Pandemien har omskrevet de leveregler, vi som moderne mennesker kender.
-Vores handlinger i dag definerer, hvem vi er i morgen. Jeg er utrolig stolt over den måde, som vores medarbejdere har håndteret situationen og en helt ny måde at arbejde på.
I øjeblikket følger han pandemiens udvikling i andre europæiske lande – Danmark blandt andet, som var hurtig til at reagere på truslen og indføre de nødvendige restriktioner.
-Vi kan kigge mod Danmark og se de tidlige indikatorer på, hvad der vil ske på den anden side af krisen. På samme måde har vores team i Kina vist, at der er en vej ud på den anden side, så man kommer ud modstandsdygtig og stærkere. Som én stor Jaguar Land Rover-familie skal vi nok komme igennem det her, siger han.
Nul-emmisionsbiler, ingen ulykker og ingen trafikoverbelastning
Jaguar Land Rover fortsætter sine lanceringsplaner, om end med en smule forsinkelse, siger han.
-Midt i pandemien har vi stadig kunnet annoncere udvidelsen af vores elbil-serie med introduktionen af vores nye 3-cylindrede plug-in hybrid-system, som slutter sig til vores to bedst sælgende modeller: Land Rover Discovery Sport og Range Rover Evoque.
-Jeg er overbevist om, at vi på længere sigt lærer noget af den her udfordring og finder på endnu bedre måder at nå vores ’Destination Zero-mission’, med nul-emissionsbiler, nul ulykker og nul trafikoverbelastning.
-Som Albert Einstein sagde: I enhver krise ligger en stor mulighed.
Jaguar Land Rover sætter terrængående biler og 3D-teknologi ind for at hjælpe nødhjælpsorganisationer under Coronakrisen
En hær af Jaguar Land Rover-frivillige har hjulpet over hele kloden. Til dato har JLR udsendt flere end 350 biler til organisationer som Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer. Den nye Land Rover Defender er terrængående og bliver f.eks. brugt til at nå sårbare mennesker i de mest ufremkommelige områder.
Og så har JLR tilbudt sin ekspertise inden for forskning, udvikling og produktion. Blandt andet bidrager man til udviklingen af medicinsk og personligt beskyttelsesudstyr. JLR anvender her sin 3D-kapacitet, som hører til det mest avancerede udstyr i Europa.