Geeta Schmidt er adm. direktør hos den succesfulde it-virksomhed Humio, som på få år er vokset fra 15 til 65 ansatte fordelt i Danmark, Storbritannien og USA. Det kræver sin kvinde at lede de mest eftertragtede specialister på tværs af lande og kulturer, så man får alle til at shine. Men når det lykkes, går alting op i en højere enhed.  

Oprindeligt skulle Geeta Schmidt have været gæstetaler ved årets VL Døgn i hjembyen Aarhus, hvor hun skulle fortælle om Humios arbejde med Responsible Business og fremtidens ledelsesmodel. Da VL Døgnet i Aarhus  blev aflyst og erstattet af et virtuelt af slagsen, stiller hun i stedet op til dette interview med VL Nyt.

Af EVA ANDERSEN

 

Geeta Schmidt er datter af indiske forældre, født og opvokset i USA, og de seneste 13 år har hun boet i Danmark – gift med en dansk mand. Hendes egen baggrund og rødder i forskellige lande og kulturer hjælper hende i det daglige som adm. direktør for en hurtigt voksende it-virksomhed med internationale vækstplaner, fortæller hun.

 

Det bedste fra flere verdener

-Jeg kender både den danske og den amerikanske kultur indgående, og jeg forsøger at kombinere det bedste fra de to verdener og smelte det sammen til noget nyt og spændende. Tage lidt af USA med til Danmark og omvendt, forklarer hun.

-Nutidens medarbejdere søger efter et meningsfuldt arbejde, noget, som er ’større’ end dem selv. Mange er tiltrukket af at arbejde i en startup-virksomhed, og de kan lide tanken om at være en del af en forandring, en revolution, et fællesskab, hvor hver enkelt gør en forskel. Det er mit indtryk, at flere er optaget af at udfordre sig selv fagligt og kreativt, end de bliver motiveret af bonusser og aktieoptioner, siger hun.

For Geeta Schmidt er det vigtigt at være fuldstændig skarp og tydelig, når hun formidler virksomhedens vision og strategi, så alle er med – uanset om man befinder sig i Danmark, Storbritannien eller USA. Kommunikationen skal være enkel og klar, og hun er ikke bange for at overkommunikere, tværtimod.

-Det kræver en vedvarende indsats, hvis man skal skabe den her følelse af samhørighed og et fælles mål, når man er en relativt ny virksomhed og vokser så hurtigt, som vi gør – og ovenikøbet breder sig over flere lande og kulturer.

 

Omfavn forskellen

Mange danske virksomheder, som flytter til USA, har det med at nedtone det danske og skandinaviske, synes hun. Humio gør det modsatte.

-Vi tager f.eks. den danske ’hygge’ med ud i verden, og især amerikanerne er vilde med det. Vi bruger bevidst de fordele og karakteristika, som de forskellige kulturer bringer med sig i stedet for at undertrykke, at vi er forskellige. Der er gode ting at hente fra alle kulturer.

-I Danmark er vi meget straight forward i vores kommunikation, vi pakker ikke tingene ind, modsat amerikanerne, som skal tage tilløb, inden de tager fat på at løse en opgave, og bagefter bruger de tid på at tale om, hvor godt de fik løst den.

-Danske medarbejdere tænker meget i ’hele teamet’ og foretrækker, at der er konsensus i gruppen, men somme tider kan det være svært at blive enige om en beslutning. Amerikanerne er omvendt mere individuelt orienterede og kan typisk godt lide solo- og performancemål.

Hos Humio sætter man pris på begge kvaliteter – både den individuelle performance og et high performance-team, understreger hun.

-Men jeg foretrækker helt klart det sidste – evnen til at samarbejde, frem for fem specialister, som ikke kan finde ud af at arbejde sammen. Generelt tænker vi meget over, hvordan vi blander de to ting – den individuelle performance og team-kulturen, så vi får det bedste frem i alle.

FAKTA Om Humio

It-startup etableret i Aarhus i 2016. Virksomheden er på rekordtid blevet en global spiller inden for Log Data Management og har afdelinger i Danmark, Storbritannien og USA. I 2018 havde Humio tredoblet omsætningen, og i 2019 landede man den første internationale investor. Siden har Dell Technologies Capital og Accel sikret Humio investeringer på over 20 mio. dollars svarende til næsten 140 mio. kr.

Kundeporteføljen tæller i dag prominente virksomheder som Microsoft, Bloomberg og Lunar.

 

Oprindelig skulle Geeta Schmidt have været gæstetaler ved årets VL Døgn i hjembyen Aarhus, hvor hun skulle fortælle om Humios arbejde med Responsible Business og fremtidens ledelsesmodel. Da VL Døgnet i Aarhus er aflyst og erstattet af et virtuelt af slagsen, stiller hun i stedet op til dette interview med VL Nyt.