God ledelse tager afsæt i mennesket, det rette purpose og den rette kultur

1. december 2021

Kommunikation, ærlighed og værdiskabelse er alle områder, der kræver særligt fokus i ledelsesarbejde. Martin Bøge Mikkelsen, der er formand for VL17 og bestyrelsesformand i en række virksomheder, deler her sine vigtigste ledelseserfaringer og principper for god ledelse – for fremtidens ledelse.

Af Anders Monrad Rendtorff

 

Fremtidens ledelse er opstået i coronaens skygge

Ifølge Martin Bøge Mikkelsen har corona-pandemien været med til at forme fremtidens ledelse.

”Pandemien har vist os, at virksomhedsledere skal kunne eksekvere hurtigt og konsekvent, selvom resten af verden går i panik. Mange ledere har været nødsaget til at træffe hårde beslutninger fordi de er blevet nødt til at reducere deres omkostningsbase. Ligeledes er distanceledelse under pandemien blevet en ekstremt vigtig disciplin. Derfor mener jeg også, at de ledere, der evner at brænde igennem på onlinemøder og konferencer, formår at holde medarbejderne engagerede og motiverede samtidig med, at de får skabt resultater. De virksomheder, der under lockdown evnede at kommunikere klart med medarbejderne, selvom det foregik online, var også dem, der kom styrket ud af pandemien”, siger Martin Bøge Mikkelsen.

Martin Bøge Mikkelsen mener, at ledere skal bruge det, de har lært af pandemien. Det er eksempelvis hele digitaliseringen, som blev en fast del af ledelsesstrategien. Og det er den måde, vi havde relationer mellem mennesker. Hvis man tager det bedste fra begge verdener, har man et solidt fundament at bygge videre på.

 

Purpose er det nye omdrejningspunkt

De seneste år er det blevet tydeligt for alle ledere, at virksomheder og organisationer ikke kan leve isoleret. Man er en afgørende del af samfundet.

”Som leder synes jeg også, at man skal engagere sig i noget, som betyder noget for verden, så det bliver et bedre sted at leve. Det gælder særligt i forbindelse med virksomhedens purpose. Evnen til at få skabt det rette purpose, og den rette kultur, er for mig den væsentligste opgave som leder. Jeg er meget værdidrevet og tror på, at man med tillid, ærlighed og transparens i sin organisation og ledelsesstil vil opleve meget hurtigere resultater. Samtidig slipper du for kontrol i samme grad, fordi du stoler på dine medarbejdere og omvendt. Med den verden, vi har i dag, hvor alt går ufatteligt hurtigt, så bliver værdidrevet ledelsesstil kun mere udbredt. Det er også mit indtryk fra de virksomheder jeg sidder i, som enten bestyrelsesmedlem eller formand”, fortæller Martin Bøge Mikkelsen.

 

Virksomhedsledelse med udgangspunkt i mennesket

Men hvad er så god ledelse? Spørger man Martin Bøge Mikkelsen, er svaret: God ledelse kræver både klar kommunikation, en stærk virksomhedskultur, fokus på værdier og forståelse af mennesker.

”Ledelse i sig selv er noget, jeg er meget optaget af, men jeg er også meget ydmyg over at have en lederrolle, fordi jeg er med til at bestemme over andre mennesker. Det er også dét, der er med til at gøre det utroligt spændende at være leder. Min mor har et begreb, jeg plejer at vende tilbage til. Man skal være dygtig doven. Det dækker over, at man som leder skal lade sine medarbejdere komme til fadet. På den måde sikrer lederen faktisk, at medarbejderne er motiverede, udvikler sig og er med til at løse virksomhedens opgaver. Som leder skal man ofte være opmærksom på at give dem æren for at have skabt resultaterne i virksomheden”, siger Martin Bøge Mikkelsen.

”Evnen til at få skabt det rette purpose og den rette kultur er for mig den væsentligste opgave som leder.”

Martin Bøge Mikkelsen

bestyrelsesformand, Formand VL17

En god leder er nysgerrig, både menneskeligt og fagligt

Ifølge Martin Bøge Mikkelsen er en dygtig topleder både nysgerrig og modig, når det gælder nye relationer, forhold og uforudsete forhindringer.

”Jeg har altid prioriteret at sætte tid af til at møde nye mennesker og opsøge netværk, som inspirerer mig. En dygtig leder er hele tiden nysgerrig på, hvad der foregår omkring én og i den verden, man er en del af. Det er også derfor, at jeg prioriterer VL-netværket.

En god leder skal også være modig og åben over for dét, man, som leder, ikke er så god til, og det man ikke kan. I mit verdensbillede, så skal lederen ikke nødvendigvis være den dygtigste. En fornuftig leder skal kunne tage beslutninger på ufuldstændige grundlag, kunne adskille det væsentlige fra det uvæsentlige og kunne omsætte teori til praktik, og lederen skal gøre det sammen med sine medarbejdere. Det er lederens ansvar at lytte til dem, der ved noget om det, selvom det er lederen, der træffer de endelige afgørelser.

 

Værdiskabende i alle henseender

Der er mange vigtige forhold omkring ledelse. Men ledelse handler først og fremmest om at være økonomisk værdiskabende. Der er dog også andre afgørende facetter af at være værdiskabende. Særligt også om at være værdiskabende over for sine medarbejdere.

”Man kan, hvad man vil, men sved skal der til, er mit mantra. I ledelse skal man være vedholdende og tro på det, man har sat sig for. Medarbejderne skal forstå, hvor det er, man som leder driver virksomheden hen. Man skal bruge tid på at hjælpe andre mennesker, for så vil de hjælpe dig så mange gange tilbage, uden at man har spurgt dem om hjælp.  Det er vigtigt, at ens medarbejdere føler, at det er et sjovt sted at være ansat. Jeg kalder det hard fun. Det må godt være hårdt, det er selvfølgelig ikke altid rosenrødt og nemt at skabe de resultater, man har sat sig for. Men det er afgørende at få skabt et miljø, hvor det er sjovt og spændende for ens medarbejdere at gå på arbejde”, afslutter Martin Bøge Mikkelsen,

”Man kan, hvad man vil, men sved skal der til”

Martin Bøge Mikkelsen

Bestyrelsesformand og formand for VL17

Martin Bøge Mikkelsens tre vigtigste ledelseserfaringer

 

1. Vis vejen

For mig handler god ledelse om, at lederen kender vejen, kan vise vejen og selv følger vejen for virksomheden. Som leder skal man gå foran og kommunikere åbent og ærligt samtidig med, at man skaber rammerne og er med til at fjerne forhindringer for sine medarbejdere.

 

2. Sæt mennesket i centrum

Som leder skal man kunne eksekvere og skabe resultater gennem andre mennesker. Det er altafgørende, at man har en forståelse for, at man har med mennesker at gøre, når man leder en virksomhed eller organisation. Det betyder, at man skal kende sin virksomhed og organisation i dybden. Man skal samtidig være tro mod det DNA, virksomheden er skabt ud fra.

 

3. Skab en kultur og nogle værdier

God ledelse handler også om at være en teamplayer. Som leder skal man være entreprenant i sin tilgang ved at se nye muligheder sammen med sine medarbejdere og ved at spille hinanden gode. Lederen står selv i spidsen for værdierne og kulturen i virksomheden. Lederen tager ansvar ved at skabe det rette purpose for de mennesker man er leder for. Lederen sætter det overordnede formål for virksomheden, og er med til at tydeliggøre, hvad det er for et behov, virksomheden dækker.