Vil du med til Mad & BæredygtighedsFestival i ZOO?

Zoologisk Have byder på en ambitiøs Mad & Bæredygtighedsfestival over en uge i slutningen af august.

Fredag d 23. august er alle VL-medlemmer med partner inviteret med – gratis!

Anledningerne er flere. Blandt andet ønsker ZOO at øge opmærksomheden omkring sit arbejde med naturbevarelse i DK og internationalt – og vil derfor inspirere danske virksomheder og beslutningstagere til på sigt at tage del i det fortsatte arbejde. ZOO har bemærket VL´s store og fokuserede arbejde med ansvarlighed og Verdensmål – og ser VL som arnestedet for virksomhedernes seriøse arbejde med bæredygtighed.

Hvorfor laver ZOO en Bæredygtighedsfestival?

ZOO tager fat i ”mad” for at perspektivere naturbevarelse. ZOO har i mange år lidt under opfattelsen af, ”at dyrene spiste bedre end gæsterne i ZOO”. Det har ZOO ændret via en ”turn around” på madudbuddet. Senest kom der en flot anmeldelse i Politiken, der gav 5 af 6 stjerner til den ny restaurant i Pandaanlægget.

Mad-agendaen skal et niveau højere. Festivalen skal bruges til at inspirere, forklare, smage og diskutere hvordan fødevarebrug påvirker naturen.

Ambitiøst program med mange perspektiver

Programmet er ambitiøst. Gæsterne vil under madfestivalen opleve alt fra sanketure til ”live-destillering” af gin på urter fundet i ZOO. Der vil være pop-up restauranter, skaldyrsmiddage med udsigt til isbjørnene, vinsmagning i ZOO tårnet, street food, sylte workshops, symposier om udviklingen af Verdens Bedste Børnemad og meget, meget mere.

Se hele programmet, talere, events, madudbud etc.: https://www.zoo.dk/da/zoo-food-festival

Hvad skal jeg gøre for at komme gratis med d 23. august?

Du tilmelder dig (og ekstra personer fra husstanden) via linket nedenfor.

Du skal blot indtaste koden VL, hvor der står rabatkode og vælge det ønskede antal, så får du billetter tilsendt på mail.