Vores virksomhed er ramt over hele linjen. Vi har omkostninger, men ingen indtægter, og vi har måttet sende vores 30 fuldtidsansatte hjem med løn – takket være hjælpepakkerne har det været muligt.

Vi sendte folk hjem den 23. og den 25. marts, og i går (6. april) åbnede jeg for første gang i uger butikken i Horsens for at se, om der overhovedet kom nogen kunder. Det gjorde der, folk virker utålmodige, men de er gode til at vise hensyn og holde afstand. Jeg satte gadeborde ud, og i løbet af et par timer kom der pænt mange, så jeg holdt butikken åben i nogle timer. Jeg har ikke råd til at sige nej til 20.000 kr.

Det er vanvittig dyrt for os det her. Selvom der kun kommer få kunder i butikken, kan vi ikke tillade os at holde lukket. Vi har nethandlen, som rykker en smule, men slet ikke nok. Det vi sælger på nettet, er til nedsatte priser. Vi er nødt til det for at skabe likviditet, men vi kan slet ikke leve af det. Nethandelen udgør kun fem-ti pct. Det er vores fire fysiske butikker, som driver omsætningen.

Tiden må vise, om lønkompensation var det rigtige valg eller ej. Så længe vi har mulighed for at holde på medarbejderne, gør vi det, men det er ikke sikkert, det her er overstået.

Jeg håber, at krisen får folk til at støtte op om de lokale forretninger – at det går op for alle, hvor vigtigt det er at have en by med et spændende butiksliv. Det er den eneste vej ud af krisen for vores branche – at forbruget lokalt går op.

Jeg er holdt op med at lave tusind planer, vi ved alligevel ikke, hvad der rammer os i morgen. Mandag morgen regnede jeg med at holde lukket resten af påsken, men det gælder, indtil noget andet gælder. Vi er ikke i en situation, hvor vi kan sige nej til omsætning, selvom den er beskeden.

I værdikæden er vi blevet enige om, at betalinger udsættes. Jeg bruger mine kanaler til at rense ud i varelagrene. Har vi for mange forårsvarer om to måneder, er der lang tid til næste forårssæson, hvor varerne kan afsættes. Heldigvis er vi ikke lige så kollektionsorienterede som tøjbranchen. Vi har to store kollektioner om året, og flere styles går igen.

Hvis vores leverandører kommer med nye kollektioner, kan vi ikke købe for penge, vi ikke har. Vi må hjælpe hinanden, vi er i samme båd det næste år eller to. De leverandører, man kan lave fornuftige aftaler med, er dem, som vi kommer til at handle med i fremtiden.

I øjeblikket udskyder vi huslejebetalinger efter aftale med udlejer. Det er sket i ro og mag. Kommer der ikke mere gang i den i løbet af maj, flyder der ingen penge, som vi kan betale regninger med. Vi betaler, så snart vi kan, og jeg møder en god forståelse hos vores leverandører. Mit fokus er lige nu at skabe tryghed blandt medarbejderne, så de får deres løn. Det er vigtigst af alt lige nu.

Vi er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af Staten, og vi har hele tiden valgt at følge de retningslinjer, som gælder for offentlig ansatte – medarbejderne arbejder hjemme, bortset fra dem, der har med den forsyningskritiske drift at gøre.

Energinet ejer, udvikler og investerer i det overordnede el- og gasnet – altså de store forsyningsmotorveje. Vi har derfor gang i store og mellemstore anlægsprojekter, det gælder også nu under krisen, at vi holder gang i anlægsprojekter, og så har vi ansvaret for, at forsyningssikkerheden bliver opretholdt, derfor har vi døgnbemandede kontrolcentre.

Vi forsøger at fortsætte vores arbejde så godt, vi kan, i den her coronatid, også selv om vi arbejder hjemmefra. Samfundet skal altid bruge el og gas, så mens mange andre virksomheder oplever et kæmpe anslag mod deres økonomi og eksistens, så er vi ikke ramt på den måde, og ingen job er truet.
Vores projekter fortsætter, men arbejdet bliver besværliggjort af situationen både hos os og entreprenørerne.

Vi er bygherre. Det er ikke os, der som sådan udfører et projekt. Vi har nogle anlægsarbejder rundt om i landet, og ligesom alle andre må vi lave særlige foranstaltninger, så personalet holder afstand, har den rigtige hygiejne osv. Det kræver ekstra koordinering af arbejdssituationer. Vi forsøger at holde fast i centrale milepæle, men nogle projekter bliver forsinket, det kan ikke undgås. Men ønsket fra Statens side er, at vi understøtter alle de projekter, som kan holde hjulene i gang i samfundet. Og så er der selvfølgelig de forsyningskritiske aktiviteter, som altid har topprioritet – corona aller ej.

Jeg oplever, at krisen slider på vores personale. Det er det, jeg hører, og det er en vigtig ledelsesmæssig opgave lige nu at vise opmærksomhed og nærvær, når alle arbejder på distancen. Jeg er imponeret over, hvor mange der fortsat leverer på opgaverne, selvom det er bøvlet, når man arbejder hjemmefra og har små børn hjemme. Endda fra nogle af de mest udfordrede – aleneforældre f.eks., oplever jeg en stor fleksibilitet.

Vi er alle ved at være hundredmetermestre i det digitale. Selv sidder jeg også hjemme og arbejder og har gjort det siden den 12. marts.
Forleden lykkedes det at afholde et virtuelt informationsmøde med 900 medarbejdere! Det er utroligt, så godt det fungerede – der blev stillet spørgsmål og var en god disciplin. Når vi engang er tilbage til hverdagen, gad vide, om vi ikke kommer til at gøre mere brug af de digitale møder.