Et månedligt fredagsmøde, hvor kunstig intelligens er omdrejningspunktet. En YouTube-kanal, som vender og drejer teknologi på nye måder – henvendt til kvinder. Her fortæller Sahra-Josephine Hjorth om nogle af de tiltag, som gør læringsplatformen CanopyLAB til en kæmpe succes, som investorerne har fået et godt øje til. Læs med og lær af en af tidens succesfulde danske tech-iværksættere.

Af EVA ANDERSEN

Hvad skal der til for på få måneder at vokse fra 11 til 38 ansatte? Fra at have et par hundrede kunder herhjemme til at ramme flere tusinde skoler over hele verden med sit produkt?

Vi har bedt succes-iværksætteren Sahra-Josephine Hjorth om at sætte ord på, hvad der virker og ikke virker på den digitale rejse.

Hun er medstifter af den digitale læringsplatform CanopyLAB, som med corona-pandemien oplever et sandt kunde-boom. På syv måneder har den digitale platform fået 4000 skoler som kunder – kunder spredt over det meste af verden fra Afrika til Sydamerika.

Selvom CanopyLAB er født digital og virksomhedens fundament bygger på AI-teknologi (kunstig intelligens), så kan andre – også virksomheder, som ikke er født digitale, lære noget af rejsen, mener Sahra-Josephine Hjorth.

Superiværksætterens 7 tips

 

1.

Køb dig adgang til digitale værktøjer for få dollars – forstå kundernes adfærd til bunds

Køb adgang til digitale værktøjer, som overvåger kundernes adfærd på din hjemmeside. Det koster få dollars at få adgang til professionelle værktøjer, som serverer vigtig viden om kunderne på et sølvfad. Udnyt det. Og sørg for at analysere, hvorfor nogle kunder ender med at købe – og andre forlader siden med uforrettet sag.
-Vi lavede selv den begynderfejl, at vi forsøgte at ramme en for bred målgruppe. Vi henvendte os til både lærere og skoleledere. Men lærerne har ingen beslutningskraft – det er ikke dem, som køber vores produkt. Til gengæld fik vi vigtig viden fra lærerne, som jo er brugere af vores produkter. Desværre var det en tidskrævende proces. Spørgsmålet er, om vi i stedet for at have været i dialog med 18.000 lærere over hele verden, kunne have fået det samme udbytte ved at få 400 skoleledere med beslutningsansvar i tale?

2.

Automatiser og optimér salgsprocessen

Uanset hvad dit produkt er, om du sælger til private eller B2B – kunderne skal kunne købe dit produkt over nettet. Det betyder, at kunderne også skal kunne få adgang til AL information om produktet hurtigt og nemt. Om du sælger dyre designermøbler eller chokolade: Uden webshop – ingen fremtid.

3.

Chatbot-teknologi sparer tid og forbedrer kundeoplevelsen

Hjælp kunderne – gør det enkelt. Når al kundeservice skal foregå online, skal hvert eneste touchpoint forfines og udvikles. En chatbot kan udvikles løbende, du behøver ikke engang have en softwareudvikler ansat, men kan selv fodre den med indhold. Tænk hele tiden i at optimere kundeoplevelsen. Med en chatbot kan man håndtere mange hundrede kundehenvendelser om dagen takket være kunstig intelligens, som ’forstår’ kunderne og kan forudse deres næste skridt. Oplevelsen skal være så god, at kunden ikke mærker, at hun taler med en robot. Det skal være en hjælp – ikke en irritation.

4.

Hold øje med digitale tendenser og overvåg alt, hvad der får betydning på dine markeder

Kunderne flytter sig hele tiden – nye platforme bliver populære. TikTok er kæmpestort lige nu. Folk orienterer sig mod nye platforme som Facebook Workplace, YouTube er endnu større, Disney+ er blevet det på rekordtid. Vær på forkant, så du ved, hvor du får fat i din målgruppe. TikTok er ikke kun et børneunivers i dag, men et sted, hvor rigtig mange voksne (især lærere, som er interessante for CanopyLAB) også er til stede. Genbesøg jævnligt dine ’personaer’, så du hele tiden er up to date med kunderne. Tendenser i tiden påvirker folks adfærd lynhurtigt.-Jeg selv er et eksempel. Min mand og jeg har lige været på weekendophold på en nyt luksushotel i København, selvom vi bor 11 kilometer væk – i Hvidovre. Hotel Villa har formået at se et nyt behov i markedet, og takket være målrettet markedsføring rammer man et nyt kundesegment: Coronatrætte yngre par med en god husstandsindkomst og hang til god mad og champagne – Villa er virkelig lykkedes med en corona-strategi, når nu de udenlandske turister er afskåret fra at komme til København.

5.

Afprøv nye kanaler

Vi har for nylig åbnet en YouTube-kanal. Her debatterer vi alverdens tech-tendenser. Det er god reklame for ’CanopyLAB’. Folk tænker: Hvad er nu det for noget og bliver nysgerrige efter at vide mere om, hvem vi er. Tiden er til at afprøve nye ting af og gøre noget anderledes, som folk husker. Vi har simpelthen skabt os en kanal, hvor vi har vores eget publikum. Flertallet er tech-interesserede kvinder, og det tillader os at tage særlige ’kvinde-emner’ op. Samtidig har flere investorer fattet interesse for os. Vi bliver ’spottet’ på YouTube.

6.

Research, vær nysgerrig, hent inspiration alle vegne

En fredag om måneden mødes alle medarbejdere hos CanopyLAB. Alle har den samme opgave: Præsenter en ny feature, en film, en teknologi, som bygger på kunstig intelligens – det eneste krav er, at eksemplet ikke handler om ’læring’. Vi har haft rigtig mange spændende ting på bordet. Er det okay med AI, som fx tillader efterladte at ’kommunikere’ med afdøde, fordi AI kan ’genskabe’ vedkommende, så man stadig kan sms’e med sin ægtefælle hinsides? Lige netop det eksempel kom der faktisk en ny idé ud af, selvom vi var enige om, at eksemplet var over grænsen, medmindre man har fået tilladelse fra den afdøde. Men hvad nu, hvis man skabte et læringsunivers byggende på tilgængelig historie-viden fra og om kendte afdøde personer som Abraham Lincoln? Dén idé præsenterer vi snart.

7.

I tvivl? Begynd den digitale rejse her – brug dit lokale erhvervshus

Der er god hjælp at hente hos erhvervshuse i de større byer. Her kan du få hjælp til en digitaliseringsplan i fire faser, og SMV’er har mulighed for at søge økonomisk støtte til visse projekter. Udnyt den mulighed, hvis du har brug for sparring med faglige eksperter.

CanopyLAB

CanopyLAB er en dansk uddannelsesteknologisk virksomhed (EdTech), som bygger på en social og adaptiv læringsplatform. Platformen, var til at begynde med udviklet til virksomheder, men i dag har virksomheden fokus på folkeskoler. Herhjemme bruger 400 folkeskoler platformen, som på rekordtid er blevet populær på det globale marked. I løbet af tre måneder har CanopyLAB fået 4000 skoler som kunder.