Det var endnu engang en veloplagt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der mødte VL’s medlemmer i Kolding. Med sig havde han CIO Henrik Amsinck fra LEGO Group og CEO Leif Thomsen fra RoboTool. Stina Vrang Elias styrede slaget gang.

“Nye teknologier og forretningsmodeller” var dagens tema. Det affødte en debat om, hvordan nye teknologier ændrer samfundet, og om hvorvidt vi kommer til at se flyvende træer og biler i fremtiden. Det var der delte meninger om.

Udpluk fra debatten

“Vi kan ikke oprette universiteter i landsbyerne, men vi skal være bedre til at placere uddannelser tæt på de eksisterende virksomheder, således at de studerende ikke rejser væk. Det vil samtidig skabe et Danmark i bedre balance” 

“Der er masser af jobs, hvis man har de rigtige færdigheder”.

“Der er alt for mange, der får spalteplads i medierne til at tale om frygt i stedet for om de positive sider ved globaliseringen. I Billund Lufthavn har vi mange ufaglærte medarbejdere. Dem sender vi ud i verden for at hente inspiration. De vender tilbage med nye ideer. Derfor skal vi som ledere være bedre til at slippe medarbejdere fri. De vil gerne. Det er ikke kun lederne, der skal finde løsningerne. Og de ufaglærte vil gerne være med.”

“Vi har mangel på arbejdskraft i vores branche, så jeg vil se frem til at få en digital murer, men der går nok et stykke tid. I dag er det muligt at 3D-printe et hus, men alle bygninger er forskellige, så det er ikke muligt at gennemføre masseproduktion”.  

“Det er nødvendigt, at der bliver skabt flere uddannelsespladser ude i landet. Væksten kommer der, hvor man investerer. Det giver udviklingsmuligheder uden for København”.  

“Det er en udfordring, at når studerende først er taget til København, så vender de ikke tilbage til Jylland”.

“Virksomhederne skal være bedre til at komme med praktikpladserne”.  

“AMU-kurserne er alt for langsomme. Lad os hellere beholde pengene ude i virksomhederne. Ellers overlever vi ikke”.

“Vi skal ikke være bekymrede for, at Kina er teknologisk stærke, men at teknologien kan bruges til at undertrykke befolkningen. Ansigtsgenkendelse bliver rullet ud i hele Kina, og det kan bruges til, at sygesikringsbeviset kan rate den enkelte borger. Det får betydning for, hvor mange penge borgerne kan låne, hvor de kan rejse hen, og hvilke uddannelser deres børn kan få. Det får George Orwells bog (1984) til at ligne en søndagsudflugt.”

 

Med det historiske Koldinghus som symbolsk ramme blev sæsonens sidste årstemamøde afsluttet med både optimistiske og dystre forudsigelser om fremtiden med de nye teknologiers indtog og de omvæltninger, der medfølger – og som vi alle skal være klar til.