“Design af ledelse” lever videre i det nye årstema.

Årstemaet 2017: “Design af ledelse” – er nået vidt og bredt ud i VL. Den 12. februar bød på en ny milepæl, da Christian Bason, som er adm. direktør for Dansk Design Center og initiativtager til temaet, faciliterede en workshop for VL94 i Dubai. Arrangementet var en kæmpe succes.

“Design af ledelse” understreger vigtigheden af at udforske, samarbejde og eksperimentere. Det bibragte interessante perspektiver for medlemmerne af VL94, der alle er ledere i et ekstraordinært dynamisk forretningsmiljø. Dubai har etableret sig som en ‘hub’ for forretning og innovation i hele Mellemøsten, andre omkringliggende dele af Asien samt det meste af Afrika. Stedet tiltrækker talent fra hele verden.

Fællessprog, dialog og udveksling

En af aftenens konklusioner var, at design-værktøjerne tilbyder et fællessprog i forhold til at tænke utraditionelt og indbyder alle til at deltage, uanset hvor i verden de er ledere, og hvor autoritetstro de ellers er. Tilbagemeldingerne understregede endvidere kvaliteten af dialogen samt værdien af udveksling mellem VL i Danmark og udlandet.

VL94 takker Christian mange gange for at tage sig tiden og til fulde at leve op til VL’s formål om at “fremme kendskabet til og forståelsen for moderne ledelsesprincipper”.

Nu er stafetten givet videre til VL-årstemaet 2018: “Disruption – Ledelse på fremtidens arbejdsmarked”