Generalforsamling og Topmøde 2011

Der er to store milepæle i VL’s årsturnus. Der er VL døgnet, som ligger i en af de første to måneder af året, og så er der generalforsamlingen med det efterfølgende topmøde.

Knap 200 deltagere mødte op til dette års generalforsamling den 21. september. VM i cykling satte sit præg på hele København, og det var nødvendigt at flytte arrangementet fra PWC’s bygning på Strandvejen til Vildevorde Kursuscenter i Charlottenlund.

Som alle de øvrige år blev generalforsamlingen afviklet hurtigt og effektivt under ledelse af Anders Torbøl. Formanden Ulrik Bülow kunne i sit indlæg se tilbage på et succesfuldt år med 111 VL grupper fordelt på 96 i Danmark og 15 i udlandet. Der er kun stiftet otte nye grupper i løbet af 2010-2011. Det er en konsekvens af bestyrelsens beslutning sidste år, der skal sikre det høje kvalitetsniveau af medlemmerne i den enkelte VL gruppe.

”Bestyrelsen besluttede i efteråret 2010 at standse etableringen af nye grupper i Danmark efter tre år med voldsom vækst i både antallet af grupper og antallet af medlemmer. Det var for at give de mange nye grupper mulighed for at konsolidere sig og tid til at supplere sig med nye medlemmer, så de kan komme op på et medlemstal omkring de 40. Da vort globale net af VL grupper derimod endnu ikke er fuldt udbygget, blev det besluttet at etablering af nye grupper i udlandet kunne fortsætte” sagde Ulrik Bülow.

I dag er der over 3800 medlemmer af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, og dermed er det en af de største europæiske foreninger af den art.

”I foråret meddelte direktør Bo Gjetting, at han på grund af tilkøb i sin egen virksomhed, ønskede at fratræde for at koncentrere sig fuldt ud om denne.  Den 1. august tiltrådte Peter Willumsen som ny direktør, og han har nu overtaget alle opgaverne fra Bo”, sagde Ulrik Bülow.

På generalforsamlingen stoppede professor Majken Schultz, som efter seks år ikke kunne genvælges. I stedet blev professor Suzanne C. Beckmann indvalgt.