Infomedia gennemfører i disse dage en “Agenda-analyse”. Den giver et billede af, hvad topcheferne interesserer sig for lige nu, og om de deltager i samfundsdebatten eller overlader kampen om fremtidens erhvervspolitik til andre.

Det er den anden af to analyser, som vil blive udarbejdet i forbindelse med VL Døgnets tema.

Data til den første analyse indsamles i disse dage af Megafon. Det sker med udgangspunkt i den email med link til et spørgeskema, som du som VL-medlem modtog den 24. marts. Her blev du spurgt om din indstilling til bl.a. de kompetencer, der bliver brug for i fremtiden.

Som leder i en moderne organisation er det godt at være klædt på med hensyn til, hvilke kompetencer, der er nødvendige i en verden præget af kompleksitet og usikkerhed. Dertil kommer, at analysen kan bruges af din organisations ledergruppe til at diagnosticere de kompetencemæssige udfordringer.

Analysen giver endvidere mulighed for benchmarking med andre.

(Skriv til info@vl.dk, hvis du som medlem ikke har modtaget emailen fra Megafon.)

 

Deltager topcheferne nok i samfundsdebatten?

 

Infomedias undersøgelse, som foretages i anden halvdel af april, stiller skarpt på danske topchefers interesse i at deltage i den offentlige debat. Ikke mindst de felter, som ligger uden for deres snævre forretningsmæssige interesse. Det er eksempelvis, når Thomas Borgen fra Danske Bank i et interview siger, at han ikke går ind for topskattelettelser.

Der vil blive sammenlignet med en stribe andre lande, for at vi kan få et billede af, om danske topchefer adskiller sig fra de udenlandske: Er engagementet på samme niveau, eller er der forskelle?

Det er Thomas Vejlemand og Lasse Skjoldan fra Infomedia, som er ansvarlige for undersøgelsen.

Resultaterne bliver omtalt i VL Nyt.

 

Tre analyseniveauer

 

Agenda-analysen er på tre niveauer:

Første analyseniveau drejer sig om, hvor mange af topcheferne fra de tyve største danske virksomheder, der har deltaget aktivt i samfundsdebatten. Der bliver sammenlignet med deres peers i USA, UK, Tyskland, Norge og Sverige. Her medregnes ikke debat inden for felter, som knytter sig til den daglige forretning.

andet analyseniveau undersøges interessen for erhvervspolitik bredt, dvs. hvordan erhvervslivets rammevilkår bliver så gode som mulige, og hvor meget topcheferne deltager i den debat. Her sammenlignes med interesseorganisationerne, politikerne, NGO’ere, fagbevægelsen og andre meningsdannere. Det giver et billede af, hvem der præger debatten.

Tredje niveau er fremtidens kompetencer og uddannelser, som også er temaet for VL Døgnet 2017. Hvilke kompetencer er det, virksomheder har brug for, hvad betyder det for uddannelsessystemet, og hvor meget deltager topcheferne sig i den debat?

 

Deltagere i VL Døgnet modtager et eksemplar af den samlede analyse på dagen.