Af: Henrik Ørholst

Den usynlige maskinmester sørger for, at LEGO’s pengemaskine kører videre. Også selvom halvårsregnskabet ikke blev så overbevisende som tidligere.

Halvårsregnskabet er et tegn på, at LEGO på flere områder står ved en skillevej, og det kræver, at der er flere slags kampe, der skal vindes. Også ledelsesmæssigt er man udfordret lige nu. Tidligere CMO Mads Nipper er ikke længere den sikre garant for succes med produktlanceringer, samtidigt med at COO Bali Padda oplever, at der er grus i den stærke pengemaskine.

Den usynlige maskinmester

Bali Padda er den usynlige maskinmester, der sikrer det gode resultater på bundlinjen. Uden ham var LEGO ikke ret meget værd. Han er en hård hund, og det er ham, der igen og igen siger NEJ, når kreativiteten bliver for stor. Det er ham, der sikrer, at kompleksiteten ikke bliver for stor i produktionslinierne.

Selvom han ikke altid er fysisk til stede i virksomheden (han bor i UK), så fylder hans ånd voldsomt meget. Han er den, der kan få de kreative til at svede i håndfladerne.

Han er ikke en karismatisk person, der kan stille sig op på ølkassen og fortælle, hvad for en vej man skal. Han styrke ligger i det hårde arbejde. Han er Jørgen Vig Knudstorps hemmelige fixer – der klarer alt!

Mangler Mads Nipper

Marketingdirektør Mads Nipper forlod LEGO for to år siden for at overtage positionen som CEO for Grundfos. Han havde en magisk evne til at vide, hvad der skal skulle være på børneværelserne. I hans mere end tyve år havde LEGO ikke nogen fejllanceringer. Alt ramte plet. Jørgen Vig Knudstorp mangler en, der har den samme “Fingerspitzgefühl”.

Selvom LEGO arbejder på et globalt marked, så er man lidt fanget mellem to stole. Man er på en gang en mellemstor europæisk virksomhed og samtidigt for lille til at være en rigtig global virksomhed.

Kun en dansker i direktionen

Der er sket en voldsom internationalisering af ledelsen i LEGO. Jørgen Vig Knudstorp er nu den eneste dansker i direktionen. Dermed bliver det vanskeligere at holde fast i LEGO’s kerneværdier.

Kulturen under pres

I det seneste år er der blevet ansat mere end 3500 nye medarbejdere. Det er en voldsom kulturpåvirkning af virksomheden. Det gælder også lige nu på de ledende poster i direktionen, hvor de nye chefer kommer fra FMCG, og der har man ikke den samme veneration for en virksomhedskultur.