Af: Henrik Ørholst

 

Ansvarshavende chefredaktør Anders Krab-Johansen fra dagbladet Børsen vil tale om aktuel økonomisk politik ved VL’s Breakfast Meeting den 24. februar 2016 på CBS. I sit indlæg vil Anders Krab-Johansen tale om hvad, der skal til for at få skabt det fundament, som er nødvendigt for at få gang i Danmark igen.

 

 

Kritisk billede af Danmark

 

“Vi vinder, når vi vågner” er titlen på Anders Krab-Johansens bog, hvor han tegnet et kritisk billede af den danske velfærdsstat og kommer med forslag til, hvordan Danmark kan forblive et af verdens rigeste samfund. Hans budskaber er, at vi skal genopfinde os selv ved at skabe et nyt selvbillede gennem en ny politisk kurs og en ny indstilling fra den enkelte dansker.

 

Dovenskab og myter

 

Der er fem temaer i bogen;

 

  • Dovenskab; her bliver der tegnet et billede af Danmark, og af hvordan det ser ud lige nu. “Vi skal se tingenes tilstand i øjnene. Vi er for dovne”, skriver Anders Krab-Johansen og tager fat i misforståelsen; at vi arbejder mere end alle de andre i verden. Det gør danskerne ikke.
  • Myterne; Ifølge forfatteren er det ikke velfærdsstaten, som har skabt vores velfærd. Det er omvendt. For 100 år siden var Danmark også blandt verdens rigeste lande. Derfor ofrede politikere noget af den økonomiske vækst for at få opbygget en velfærdsstat.
  • Løsningerne; Produktivitetskommissionen og Det økonomiske Råd har ved flere lejligheder vist vejen for hvordan, der kan skabes vækst og flere private jobs og dermed øget velfærd. Den store klods om benet er, at alt for mange ikke forsørger sig selv eller bidrager til samfundsøkonomien.
  • Metoderne; Forfatteren peger på, at det er nødvendigt at give den private sektor mere plads, således at den kan skabe arbejdspladser. Det kræver en mere positiv erhvervspolitik, end vi har i dag.
  • Fremtiden; Når der bliver taget initiativ til reformer på Christiansborg, bliver det ofte en diskussion om hvem, der bliver tabere og vindere. Fokus skal være på at skabe en langsigtet økonomisk udvikling, som skaber bedre betingelser for virksomheder. Men den største udfordring bliver, at det kræver en ny indstilling for den enkelte dansker.

 

Sovepuden

 

Anders Krab-Johansen mener, at vi tager det for givet, at Danmark er blandt de rigeste og lykkeligste lande i verden. Men det er en sovepude. Det meste af Verden er i overhalingsbanen, mens Danmark er i frit fald på ranglisterne.

 

FAKTABOKS

 

Ifølge IMF var Danmark nummer 11 på listen over Verdens højeste BNP pr. indbygger. I 2014 var vi nummer 21.

 

Københavns Universitet er nummer 82 på listen over Verdens bedste Universiteter. California Institute of Technology er nummer et og nummer to er Oxford University. Nummer tre er Stanford University.

 

Kilde; Global cheføkonom Torsten Sløk, Deutsche Bank, NYC

FAKTABOKS

 

Anders Krab-Johansen

”Vi vinder, når vi vågner”

Gyldendal Business

Der vil være mulighed for at købe bogen ved VL’s Breakfast Meeting 24/2/2016, CBS, København