Nedtælling til VL’s Breakfast Meeting den 26. Februar 2016 på Aarhus Universitet, hvor Enrico Krog Iversen – som har skabt et stærkt cluster for robotteknologi på Fyn – er blandt indlægsholderne.

 

Af: Henrik Ørholst

 

Millioner til fynsk succes

 

Sidste sommer blev Universal Robots solgt for 1,9 milliarder kroner til den amerikanske elektronikkæmpe Teradyne. Der er endda udsigt til næsten 500 millioner kroner mere i kassen, hvis nogle fastlagte resultatmål opnås.

 

Salget er den klare dokumentation på, at Danmark har været i stand til at skabe et cluster inden for robotteknologi. Eventyret startede som et spin off fra Syddansk Universitet.

 

Mindre robotter

 

Virksomheden startede i 2004, og allerede fra starten var der fokus på mindre robotter, som var nemme at installere og dermed henvender sig til mindre virksomheder. Virksomheden var oprindeligt ejet af flere ledende medarbejdere og Vækstfonden.

 

Enrico Krog Iversen var en af investorerne, og han taler på VL’s Breakfast Meeting i Aarhus den 26. februar.

 

Han ønsker at fratræde jobbet som topchef til sommer for at prøve noget nyt.

 

“I forhold til mig selv, handler det om, at man engang imellem skal ryste posen” har Enrico Krog Iversen sagt til Børsen den 8. januar i år i forbindelse med, at hans fratrædelse blev offentliggjort.

 

I en kælder

 

Universal Robots startede i en kælder under Teknikum i Odense. Det blev senere en del af Syddansk Universitet. Fire år før virksomheden så dagens lys, gik Vækstfonden ind med kapital. Men de mente, at der manglende en kommerciel forståelse blandt teknikkerne i kælderen.

 

Anonym annonce i Børsen

 

Samtidig havde den A.P. Møller uddannede Enrico Krog Iversen lyst til at prøve noget nyt. Han indrykkede derfor en anonym annonce i Børsen, hvor han søgte nye udfordringer. Den annonce så en af medarbejderne hos Vækstfonden, og straks efter tiltrådte Enrico Krog Iversen som kommerciel direktør. Han indskød et millionbeløb og fik en ejerandel på 15 procent.

 

“I foråret 2008 var jeg klar til at lave noget andet, så jeg satte en anonym annonce i Børsen, hvor jeg søgte efter udfordringer, og det resulterede i en række henvendelser, blandt andet fra Vækstfonden, som på det tidspunkt var ved at vurdere, om de skulle investere i Universal Robots. Da jeg så forretningsplanen, blev jeg grebet med det samme. For eksempel tænkte jeg omgående, at robotter af den slags ville have givet mening syv-otte steder i min gamle virksomhed i Vissenbjerg, så potentialet måtte være stort, forklarer han” (Berlingske Tidende den 2. juli 2010)

 

Perfekt match

 

Enrico Krog Iversen havde blik for mulighederne, og han tog selv rundt med robotterne i bagagerummet på sin bil og fremviste dem for kunderne. Resultaterne viste sig hurtigt. Det var et perfekt match mellem de små og mellemstore danske virksomheder, som hurtigt tog robotterne til sig.

 

 

Tilbagebetaling på mindre end et år

 

En robot på 18 kilo og til en pris på 145.000 kroner var til at overskue for de fleste. En hurtig kalkule viste, at investeringen var tilbagebetalt i løbet af 6-8 måneder.

Fakta om Universal Robots Universal Robots blev grundlagt 2005 af Esben Østergaard, Kasper Støy og Kristian Kassow. Virksomheden udvikler og sælger fleksible industrielle robotter til små og mellemstore virksomheder. Før salget i 2015 til Teradyne var hovedaktionærerne Vækstfonden og familien Krog Iversen, mens stifterne Esben Østergaard og Kristian Kassow hver havde en mindre andel. Der er ca. 110 medarbejdere og hovedkontoret ligger i Odense.