Interview med CEO Morten Albæk, Voluntas

“Det gennemsnitlige menneske” er Morten Albæks seneste bog. Den udkom for knap tre år siden, og der var mange overraskende synspunkter. Filosoffen, CEO’en, æresprofessoren og senest medlem af Vatikanets nye råd for kunst og teknologi, er en mand fyldt med overraskelser. Både karrieremæssigt og personligt. Senest har han taget et stort spring fra Vestas til Voluntas. Et spring som vakte opsigt, da Vestas på det tidspunkt var ved at genvinde styrken igen, og det ville derfor have været nærliggende at fortsætte som en del af succesen. Morten Albæk tog springet ud i det ukendte

Det største spring

“Selvom springet fra Danske Bank til Vestas bestemt var stort, må jeg nok erkende, at det ikke kommer i nærheden af det spring, det har været at gå fra at være ansat i en virksomhed til at være medejer, som det er tilfældet med Voluntas. Mine seks år i Vestas står tilbage som de suverænt bedste i min karriere hidtil, og virksomheden vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Jeg er meget taknemmelig for at have været en del af den intensive rejse, som Vestas har været igennem, og det at undergå en så signifikant krise, men alligevel lykkedes med at bringe virksomheden op som den mest profitable i sin klasse, har definitivt været en kraftigt medvirkende faktor til, at jeg har turdet påtage mig rollen som grundlægger og medejer af Voluntas Investments og Voluntas Advisory. Jeg går nu fra at tegne strategien i én virksomhed, til at bruge min tid og kompetencer til at rådgive en bred vifte af virksomheder på tværs af industrier. Det er en udfordring, som jeg ser frem til”, siger Morten Albæk, der aldrig har haft en fast karriereplan, som han har været drevet af. Det har været brug af åbenheden og nysgerrigheden, som to centrale pejlemærker i tilværelsen.

Fundament af flid og nysgerrighed

“Jeg har aldrig haft en plan for, hvordan min karriere skulle udvikle sig. Generelt er jeg af den overbevisning, at mennesker, der på et fundament af flid og nysgerrighed er åbne over for deres omgivelser, hen ad vejen vil blive præsenteret for en række af muligheder. Jeg ser livet som én stor opdagelsesrejse, så da vi i Vestas var lykkedes med at arbejde virksomheden ud af den intensive krise, vi befandt os i, så jeg muligheden for at opleve noget nyt. Etableringen af Voluntas udspringer af ideen om, at der må være en anderledes og mere meningsfuld måde at tjene sine penge på end den, der hersker i dag. Helt konkret er det vores ambition at bevise, at vi ved at have en anderledes grad af omtanke for, hvad vi investerer i, kan lave en bedre forretning”, siger Morten Albæk om, hvorfor han valgte at udskifte jobbet hos Vestas med noget nyt og ukendt.

Jobskifte indebærer ikke sjældent en stor risiko for både arbejdsgiver og arbejdstager. Selv den mest omhyggelige rekrutteringsproces kan ende med at vejene må skilles hurtigere, end nogen af parterne ønskede, da der blev skrevet under på ansættelseskontrakten.

Du ved aldrig, hvad du får

Grundlæggende set vil man altid have en større viden omkring det job, man har, end om det job, man skifter til. Men hvad enten man udfylder rollen som leder eller medarbejder, mener jeg, at man til enhver tid bør stræbe efter at blive klogere på, hvem man er og ikke er, hvad man kan og ikke kan, og – vigtigst af alt – at man drager konsekvensen af disse erkendelser i måden, hvorpå man lever sit liv. I mit eget tilfælde er jeg skiftet fra at være koncerndirektør i en virksomhed med mere end 20.000 medarbejdere til at være administrerende direktør i en virksomhed, jeg selv er med til at starte fra bunden. Det skifte har jeg truffet med en klar vilje til at bevise, både over for mig selv og min omverden, at man ved sin investering og rådgivning har et systematisk fokus på, at principper som meningsfuldhed, diversitet og bæredygtighed kan skabe bedre og mere profitable virksomheder. Et sådan skifte kræver mod, men også en grad af naivitet, for der er ingen garanti for, at det vil lykkes, men det giver så absolut mere mening for mig at gøre forsøget, end det gør ikke at gøre det”, siger Morten Albæk afslutningsvist.

Morten Albæk

Co-founder og CEO for investerings- og rådgivningsselskabet Voluntas

Albæk startede sin professionelle karriere i Danske Bank, hvor han avancerede til Senior VP og leder for afdelingen for Idea Generation & Innovation. Fra 2009-2015 var Albæk i Vestas, hvor han var Koncerndirektør for Marketing, Kommunikation & Corporate Relations. Morten Albæk er uddannet cand.mag. i historie og filosofi fra Aarhus Universitet. I 2008 blev han udnævnt til æresprofessor ved Institut for Uddannelse, Læring & Filosofi ved Aalborg Universitet. Albæk er fem gange (senest i 2015) blevet kåret som en af verdens 100 mest indflydelsesrige marketingfolk.