Af: Henrik Ørholst (Paris)

”Jeg er på vej – er blevet så fransk”, sms’er Charlotte Eriksen Montiel, VL75 i Paris, der lige er blevet fem minutter forsinket. Vi har aftalt en arbejdsfrokost på en lokal fransk restaurant midt i Paris, hvor hun har boet i snart 30 år og kender derfor den franske kultur bedre end de fleste. Charlotte var en af medstifterne til VL75, og selvom hun ikke er formand for gruppen, så har hun fingeren på pulsen. Der er 30 medlemmer i gruppen, men stadig plads til flere.

VL-Nyt møder hende en dag i oktober, hvor solen skinner, og Paris viser sig fra den bedste side.

Hvad er det bedste møde, I har haft i den franske gruppe?

Desto flere der er med til et møde, desto bedre. Når der er mange deltagere, opstår en dynamik til mødet, som ikke opstår, hvis der er færre deltagere. Vi er meget forskellige, og derfor er der mange synspunkter, når vi har debat. Der er sjældent politik på dagsordenen, men sidste år, i samarbejde med DJØF, havde vi en OECD-repræsentant til at holde indlæg om Verdensøkonomien. Her var spørgelysten stor, og vi blev alle sammen en del klogere. Virksomhedsbesøg er også noget, som har høj prioritet. Det er ikke længe siden, vi besøgte en hangar, der var fyldt med Air France fly. Og vi fik set, hvordan der bliver foretaget serviceeftersyn. Der har også været en repræsentant fra en kapitalfond. Næsten uden PowerPoints. Det var et meget åbenhjertigt indlæg, og vi fik indblik i, hvordan en kapitalfond arbejder.

Hvad med rejser til udlandet?

Det gør vi ikke. Medlemmerne af gruppen skal i forvejen ofte rejse langt for at komme med til møderne i den store by Paris. Derfor har vi nedprioriteret det.

Er der meget udskiftning i VL-gruppen?

Vi er meget stolte af, at der er så mange medlemmer, der har været med siden starten. Der er mange, som har slået rødder i Frankrig i VL-Gruppen, og det er den ene halvdel af medlemmerne. Så er der danskere, som er udstationeret nogle år, og derfor bliver medlemmer. Når de rejser igen og stopper i VL75 opstår der et naturligt flow i gruppen, som løbende rekrutterer nye medlemmer. Vi er alle sammen opmærksomme på danske kandidater til gruppen, der kommer til Paris. Ikke mindst den internationale skole kan være en god indgang på danskere, der vælger at arbejde her. Den danske ambassade er også en kilde til nye medlemmer, som LinkedIn er det.

Hvordan er optagelsesprocessen?

Det er – ligesom i Danmark – bestyrelsen, der ser på CV’et og undersøger, om det er et potentielt medlem, der ligger inden for rammerne af både Dansk Selskab for Virksomhedsledelses vedtægter, og hvad vi lokalt anser for passende. Hvis bestyrelsen er positivt indstillet over for kandidaten, sendes CV’et rundt til de øvrige medlemmer, der således kan tage stilling til, om det er en god kandidat eller en mindre god kandidat. Derefter bliver vedkommende inviteret med til to møder. Til sidst sendes der en e-mail rundt til alle gruppens medlemmer, der så har mulighed for at komme med en endelig indsigelse, hvilket yderst sjældent er sket. Dernæst er optagelsen en realitet.

Er det kun danskere, der er medlem af VL75?

Vi har en regel om, at et medlem skal tale dansk for at blive optaget i gruppen. Vi taler næsten altid dansk til møderne. Det står der i vedtægterne.

Hvad er den største udfordring ved at være dansker i Frankrig?

Nu har jeg boet her siden 1986. Derfor er det ikke så svært længere. I starten var det svært at knække koden med den franske høflighed. Tidsbegrebet er anderledes. Franskmænd kommer for sent. Og retorikken er meget vigtigt. Der skal tales på den rigtige måde, og budskabet skal pakkes ind på den rigtige måde. Danmark har en stor goodwill blandt franskmænd. Vi er lidt en eksotisk fugl i deres øjne, og det kan man nyde godt af. Det gør ikke så meget, at man ikke taler flydende fransk, eller hvis man kommer til at fumle i de kulturelle koder.

Frokosten er forbi – Charlotte haster videre for at finde en bycykel, som er blevet et utroligt udbredt transportmiddel i den franske hovedstad. Redaktøren har ikke det samme mod på at cykle i Paris og vælger Metroen.