Af: Henrik Ørholst

Departementschef Peter Loft er blevet fritstillet i forbindelse med en kommission, der er nedsat i forbindelse med hvilken rolle, han har spillet i Statsminister Helle Thorning-Schmidts skattesag. Han har været ansat i Skatteministeriet siden 1980 og har siden 1993 været den øverste embedsmand i det ministerium, der oftest har kontakt med danskerne.

VL Nyt møder ham en aprildag, hvor han veloplagt fortæller om sine tanker om, hvad der er sket og ikke mindst om, hvad han vil i fremtiden.

Hvad var den største overraskelse ved at fratræde?

Hvis det var sket 2-3 måneder tidligere, ville det ikke have overrasket mig så meget som det gjorde nu, hvor der ikke havde været nogen form for kontroverser eller advarsler i forvejen.

Da sagen var på sit højeste, overvejede jeg, om det ikke var bedst for min familie og jeg, at jeg trak mig fra posten som departementschef. Det var meget ubehageligt, da det stod på, men da sagen drev over, og der blev nedsat en kommission til at undersøge, hvad der var sket, kom jeg til den konklusion, at det ville være mest hensigtsmæssigt at afvente, hvad den ville nå frem til.

Alligevel er det meget ubehageligt, at man som den øverste embedsmand i et ministerium er under så voldsomt et pres fra en sag af den karakter.  Det er alvorlige anklager.
 
Hvordan blev dine medarbejdere påvirket af sagen?

Jeg var meget åben om situationen, lige indtil jeg blev fritstillet. Siden har jeg ikke været i kontakt med dem.  Sagen var ubehagelig for ministeriet og ikke mindst mig, men vi har hele tiden haft en åben dialog internt om udviklingen.  Dagligdagen vendte meget hurtigt tilbage efter, det var besluttet, at en kommission blev sat til at undersøge sagen.

Undersøgelser havde vi oplevet tidligere, så derfor var indstillingen, at det ville vi nok klare igen.

Hvilken begrundelse fik du af skatteminister Thor Möger Petersen?

Han sagde, at der ville være en række store udfordringer nu, og at han ikke var sikker på, at jeg havde den fornødne kapacitet til at gennemføre de store opgaver, som SKAT står overfor .  Selvom timingen stadig undrer mig, er det en forklaring, som jeg forstår.

Hvordan er det, at se stillingsopslaget som departementschef i medierne?

Der er lidt som at læse ens egen dødsannonce.

Er der noget, du ville gøre anderledes i tiden op til din fritstilling?

Nej. Men hvis jeg havde vidst, hvad der skulle ske med Statsministerens skattesag, havde jeg nok holdt mig langt væk fra den. Men jeg mener stadig, at jeg har gjort det rigtige.  Jeg var ikke involveret i sagen, men fulgte med i den, som sagens vigtighed påkrævede. Tingene havde set anderledes ud, hvis jeg havde undladt at følge sagen.

Der har ikke været tilsvarende sager, og derfor er der ingen fortilfælde.  Men jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med en skilsmisse i Kongehuset; som ikke overlades til den menige sagsbehandler, men hvor det kræves, at chefen for området overvåger sagen?

I skattesagen var det min vurdering, at det var nødvendigt at sikre mig, at sagsbehandlingen foregik korrekt, men jeg ikke ville blande mig i arbejdet.  Det var vigtigt, at de, der var involveret i sagen, havde den rigtige juridiske og skattemæssige indsigt. Det var for at sikre os mod en kritik, der eventuelt ville komme, når sagen afsluttedes. Uanset hvad udfaldet blev.

Der er helt klare retningslinjer for, hvad jeg som departementschef må og ikke må i en sag af den karakter.  Det var mit ansvar, at sikre at sagsbehandlingen var korrekt på alle måder.  Og det fortryder jeg ikke, at jeg gjorde.

Livet havde været nemmere, hvis jeg ikke havde gjort det, men det ville ikke have været  rigtigt.

Hvad var din kommunikationsstrategi?

Jeg rådførte mig løbende med skatteministeriets kommunikationsafdeling, men for at beskytte medarbejderne, og for at være sikker på, at der var konsistens i det, der blev sagt, valgte jeg, at selv at udtale mig. Jeg havde også forventet, at når kendelsen i forbindelse med statsministerens skattesag blev afgjort, ville den blive offentliggjort. Til min overraskelse skete det ikke.

Du har været 32 år på den samme arbejdsplads – vil du foretage det samme valg i dag?

Der er altid andre ting, man vil gøre anderledes, men jeg er meget glad for mine 32 år i Skatteministeriet, hvor jeg har haft mange forskellige opgaver. Der har været mange ændringer. Ikke mindst de sidste 19 år som departementschef.

Men når man er stoppet efter så mange år på samme arbejdsplads, er det naturligt, at der er nogle, som vil rejse spørgsmålet; kan han andet end det job, hvor han er fratrådt?

Først nu er jeg begyndt at tænke over, om det var de rigtige valg.  Uddannelsesmæssigt vil jeg foretrække cand. polit. som alternativ til juraen. Det er en bredere uddannelse. Karrieremæssigt havde jeg fravalgt det offentlige.

Hvorfor valgte du netop en karriere i Skatteministeriet?

Det var min drøm at blive arkitekt, men jeg kan ikke tegne. Faktisk kan jeg ikke huske, hvorfor jeg netop valgte en uddannelse som cand. jur. Jeg var ikke særlig flittig i skolen, men da jeg kom på universitetet, blev jeg meget hurtigt fanget af den juridiske tankegang.

Og det var lidt tilfældigt, at jeg endte i Skatteministeriet. Her blev jeg hurtigt interesseret i det politiske miljø, som er meget spændende. Der er ikke rigtigt noget, der er hverken 100 procent rigtigt eller 100 procent forkert. Der er mange bundlinjer, der skal styres efter, og de er ofte modstridende. Her er det lettere i en privat virksomhed, hvor det gælder om at tjene så meget som muligt til aktionærerne.  Miljøbeskatningen er et godt eksempel på, hvor kompliceret tingene er; hvis det bare var et ønske om at øge skatteprovenuet, ville det være relativt enkelt, men der er også en adfærd, som man fra politisk side ønskede at ændre.

Er der sket ændringer i embedsmandsrollen i 1980 og frem til i dag?

Da jeg blev færdig på universitetet var rollerne meget klare. Ministeren var den, som stod frem i det offentlige og tog alle slagsmålene, mens embedsmændene levede mere i det skjulte. I dag er embedsmændene næsten lige så meget i mediernes søgelys som politikerne, men de har ikke samme muligheder for at hente support som politikerne. En offentlig topleder har ikke nogen steder at søge ly.

En minister kan gå i ly hos partiet, en privat virksomhedsleder kan gå til bestyrelsen. En departementschef kan ikke gå nogen steder hen.

Det er også lettere at skyde på en departementschef end på en minister, der har en række forsvarsmuligheder. Men ved at ramme departementschefen, rammer man også ministeren indirekte.

Hvorfor er skattelovgivningen blevet så indviklet?

Hvis vi har noget, der er indviklet, så bliver det, som regulerer det også indviklet. Der er ikke noget ønske om at gøre ting indviklede. Samfundet er indviklet, og derfor bliver skattelovgivningen tilsvarende indviklet.

Hvis der var fuldstændigt proportional beskatning, ville det betyde, at pensionsselskaberne ikke længere havde nogen forretning. Så var der ingen grund til at foretage nogen form for pensionsopsparing. Pensionsopsparing er resultatet af progressiv beskatning.

Ud fra et forenklingssynspunkt er det vanvittigt, men socialt og omfordelingspolitisk er det hensigtsmæssigt. I mange tilfælde vil det også betyde, at en forenkling vil betyde, at der er nogen, der får fornemmelsen af at være snydt. Det er en modstrid mellem retfærdige og enkle regler.

Hvis du skal fremhæve en sjov episode i din lange karriere i Skatteministeriet; hvad vil det så være?

I 1992 var der et flertal i Folketinget mod daværende Skatteminister Anders Fogh Rasmussen, der valgte at trække sig fra posten. Der blev i den forbindelse nedsat en kommissionsdomstol, der skulle undersøge sagen.  I forbindelse med udredningsarbejdet mente en af undersøgelsesdommerne, at der havde været et møde, som ingen havde oplyst om. Det kom sig af, at jeg på et tidspunkt, hvor jeg en nat som ministersekretær havde kedet mig og for sjov tilføjet et møde i ministerens kalender med den for længst afdøde Konrad Adenauer den 23. december om natten. Undersøgelsesdommeren mente, at det var et kodenavn for et hemmeligt møde. Der kom jeg lidt i klemme.

Hvad skal du lave nu?

Der er ikke ret mange, som har skiftet fra det offentlige til den private sektor. Det er lidt underligt, at vi i et så lille og åbent samfund, som det danske, har en så skarp opdeling mellem sektorerne.

Det er to forskellige verdener, og det er i det private erhverv, at jeg gere vil arbejde fremover; den viden jeg har om det offentlige, vil jeg kunne bruge i den private sektor. Hvis man forstår hinanden, går alting meget hurtigere. Derfor er der brug for, at den private sektor bliver bedre til at forstå den offentlige sektor. Det er her, at jeg ser mit fremtidige virke.

Hvad har dit medlemskab af VL betydet for dig?

Jeg har været med i VL lige så lang tid, som jeg har været departementschef, dvs. siden 1993. Det har været en god inspirationskilde for mig, og jeg befinder mig godt i min gruppe.

Det er ikke rigtigt, når nogen tror, at offentlige topchefer sidder og bager rævekager sammen med private virksomheders topchefer. Det danske samfund er meget lidt korrupt. Der er så få undtagelser og på niveau med at få en meteor i hovedet. Det er ikke et reelt problem.

Jeg synes, det er et langt større problem, når offentlige ledere vælger at sidde i et elfenbenstårn og ikke kommer ud og oplever og forstår den virkelighed, som de ikke selv er en del af. Der er f.eks. kun 19 andre departementschefer, som har de samme arbejdsopgaver, og en departementschef har ikke ret meget arbejdsfællesskab med andre departementschefer og slet ikke med andre offentlige chefer. To direktører fra en privat virksomhed derimod kan hurtigt finde sammen i et fællesskab. Derfor har det været en stor glæde at være med i VL gruppen. Bare det at lytte til diskussionen er lærerigt.  Mange af de ting, som jeg har gennemført i Skatteministeriet er inspireret af idéer, jeg har fået udefra, herunder VL gruppen.

Kan man hente inspiration andre steder?

Bestemt! Og ind imellem kan det være utraditionelle steder. Her har den britiske TV serie fra 1980’erne ‘Yes Minister’ været god inspiration for mig – både som ministersekretær  og som departmentschef var hhv. Bernard og Sir Humphry gode inspirationskilder. ‘Yes Minister’  ligger forøvrigt meget tættere på, hvordan dagligdagen udspiller sig i centraladministrationen end DR’s ‘Borgen’, som fokuserer på journalisternes verden.