AF HENRIK ØRHOLST

Verden har ikke været den samme siden 2008, hvor Lehman Brothers gik ned. Kapitalmarkederne frøs til is, og bankerne troede ikke på hverken kunder eller hinanden. Den finansielle nedsmeltning har truet siden da i flere omgange, og senest i efteråret 2011 fik Grækenland endnu en håndsrækning fra EU, der ser ud til at skabe ro i store dele af den vestlige økonomi. Mens politikerne, bankerne og ikke mindst forbrugerne holder vejret, er der en mand, som er rolig. Professor Javier Santoma er en af Europas stærkeste fagfolk indenfor banksektoren. Han er helt rolig ved situationen. Han er ikke bekymret over bankerne. Det er den manglende økonomiske vækst, der er det største problem.

VL Nyt møder ham i Barcelona, hvor han arbejder for en af Verdens mest succesrige business schools, IESE.

Hvad er din vurdering af den indgåede aftale for at redde Euroen i slutningen af oktober 2011?

Det er med lidt blandede følelser, at jeg ser på den aftale, som EU-landene har indgået for at redde Grækenland og Euroen. Der har været et meget stærkt mediepres på hele processen. Spørgsmålet er mere om, hvor meget det betyder i praksis. Isoleret set er det store beløb, det drejer sig om, men i realiteten er det ikke ret meget, hvis man sammenligner med hvor store dele af EU, der rent faktisk ikke er ramt af den finansielle krise lige nu.

Helt nøgtern har vi ikke set ret store tab i den finansielle sektor.

Hvis vi ser på den aftale, som blev indgået, synes jeg, det er fint. Men det vil ikke ændre ret meget.

Realiteten er, at det slet ikke er så galt, som medierne giver indtrykket af. Det er den vigtigste lære af den aktuelle krise. På et tidspunkt har vi tabt perspektiverne og proportionerne. Det gælder ikke mindst krisens omfang og størrelse.

En anden ting, som er med til bringe krisens omfang ud af proportioner, er politikerne. Den finansielle sektor benytter sig af gearing, og det er en del af branchens karakteristika. Det er der ikke noget nyt i. Det er en del af den måde, man driver bankvirksomhed.

Den græske gæld er som en del af aftalen blevet reduceret med 50 procent. Men det er jo ikke noget specielt. De penge har aldrig eksisteret tidligere. Grækerne har snydt på vægten flere gange med deres økonomiske nøgletal, og alle de andre lande i EU vidste det, men så gennem fingre med det.

Vil det være nødvendigt at stoppe uafhængigheden af centralbankerne i Europa for at få bedre kontrol over bankerne således, at uhæmmet långivning ikke opstår igen?

Det vil ikke være det rigtige svar. Centralbankerne skal være uafhængige af regeringerne. I realiteten er det alligevel den Europæiske Central Bank, der bestemmer den europæiske pengepolitik. Derfor har det ingen betydning, om centralbanken er uafhængig eller ej.

Vil du selv købe aktier i en europæisk bank i dag?

JA. Min bekymring er ikke i forhold til de enkelte bankers overlevelse. Det, som er den største kilde til bekymring, er den manglende økonomiske vækst. Men der er også forståelsesmæssige udfordringer. At en bank har en soliditet på mindre end ti procent, behøver ikke nødvendigvis at være et problem. Det er selve forretningsmodellen.

Er finanskrisen reel?

Der er ingen tvivl om, at vi er i en krise lige nu. Det er bare ikke en finansiel krise. Det, som sker nu er, at USA og Vesten bevæger sig fra at være de primære stormagter i Verden til at træde et skridt ned og kun være andenklasses magter. Spørgsmålet er derfor, om vi accepterer, at vi nu skal spille en anden rolle på den verdensøkonomiske scene. Vi skal indtage en ny plads i verdenshistorien. Vi kan ikke gøre noget i Vesten for at bremse den udvikling.

Nu har bankerne fået imagemæssigt klø i medierne, hvornår kommer de tilbage til en position, hvor banker igen har fået et bedre image?

Hvis vi igen søger tilbage til historien, er det noget, som er sket mange gange. Det er cyklisk, at det sker. Vi har set det i forbindelse med tidligere kriser, at bankerne må stå for skud. Det er på ingen måde noget unikt, vi oplever nu. Det er et gensyn af tidligere kriser.
Bankerne har heller ikke været dygtige nok til at forudse den økonomiske udvikling. Et forhold, der blev forværret gennem den lave rente og bankernes villighed til at låne penge ud i 00’erne.

Bankernes image har fået en hug nedad. Men det er et helt andet spørgsmål, der skal stilles; Hvad med tilliden til bankerne. Er den blevet større eller mindre sammenlignet med før 2008. Det er ikke bare et spørgsmål om denne generelle tillid. Det er spørgsmålet om deres evne til at forudsige på hvilke områder, der vil komme tab. Da krisen var i sin indledende fase, var de ikke i stand til at se problemernes omfang. Derfor er risikostyringen problematisk. Bankernes risikostyring er ikke god nok.

Den anden store udfordring er, at den sunde fornuft er væk. Det er en udfordring helt op i flere af de europæiske bankers bestyrelser. De har ikke nok forretningsmæssig forståelse for hvad, der er en godt bankforrentning og hvad, der ikke er det. Jeg ønsker ikke, at der skal foretages skærpelse af reguleringen af bankerne. En stor udfordring er, at der sidder alt for mange nuværende og tidligere politikere i bankerne bestyrelser.

Hvorfor bliver vi ikke klogere i forbindelse med finansielle kriser? Huspriserne stiger, spekulanterne går ind, bankerne låner pengene ud, og på et tidspunkter sprænger ballonen?

Måske er svaret i virkeligheden, at vi ikke ønsker at blive klogere samtidig med, at risikostyringen ikke er god nok. Det er en farlig cocktail.

Er der andre, som har svigtet?

Vi må også som akademikere tage en del af ansvaret. Vi er en del af den kollektive hukommelse i den finansielle sektor. Vi skal være mere synlige i medierne og gå ind i debatten om udviklingen. I forbindelse med den politiske beslutning om indførelsen af Euroen havde vi ikke de fornødne finansielle instrumenter til at styre den fælles valuta. Det blev overladt til politikerne alene. Her burde vi akademikere være meget mere aktive i hele den proces.

Netop bankerne har lange og stærke traditioner for at læse akademiske artikler. Der burde derfor være gode muligheder for at blande sig i debatten med de relevante mennesker. Det burde være muligt at opstille varselssystemer, som kunne vise, hvor udviklingen bevægede sig hen. Men måske var de der – men ingen bemærkede det.

En anden udfordring har været, at der ganske enkelt er brugt de forkerte nøgletal til at styre økonomien efter. Både i bankerne og på makroøkonomisk niveau. Et forhold, der blev forværret gennem billig kredit og nem adgang til likviditet.

Er det retfærdigt, at bankerne får et hug i deres image?

Bankerne er et helt centralt element i et samfund, og derfor er det forkert, når de bliver lagt for had. Det svarer til, at du har købt en italiensk fuldblodssportsvogn og derefter klager over, at den bruger for meget benzin. Det hænger ikke sammen.

Når vi kommer ud af den nuværende krise, vil det blot være et spørgsmål om hvornår, den dukker op igen. Det viser al erfaring. Derfor vil det være nødvendigt, at centralbankerne går mere ind og foretager risikovurdering af de enkelte banker løbende. Det sker desværre alt for ofte først, når det er for sent.

Hvordan kan man styrke risikostyringen i en bank?

Det er nødvendig at gøre beslutningstagerne opmærkesomme på den risiko, en beslutning giver. Og der er behov for at opbygge risikomodeller, som har en fælles karakteristika således, at bankerne i højere grad end nu har det samme udgangspunkt for risikostyring.

Det gælder i lige så høj grad at acceptere risiko både for den enkelte bank med risikostyring men også, at det kommer til at gå galt. Det kommer til at ske igen og igen. Og det er på ingen måder et udtryk for dårlige banker. Sådan er det bare.

Der er chockpåvirkningerne, som kommer helt uforudset, hvor der ikke er noget at gøre. Det er umuligt at forudse. Allerede i 2002 burde de første advarselslamper være tændt. Prisstigningerne på ejendomsmarkedet i en række lande var på ingen måde knyttet sammen med, hvad det kostede at bygge nyt.

Det var ikke nogen ny risiko, der dukkede på det tidspunkt. Boblen var under opbygning, og dermed kastede bankerne sig ud i en større risiko. Problemet voksede sig bare større uden nogen greb ind.

Her mangler EU og ECB mere kraft til at kunne gå ind på et tidligere tidspunkt og sætte foden på bremsen.

Vil det være en god ide at nationalisere bankerne?

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt for at skabe den stabilitet, der skal til for, at vi kan komme videre. Det har vi oplevet tidligere i andre kriser, og det kan være en fordel.

Der er mere brug for, at bankernes bestyrelser bliver sammensat med udgangspunkt i medlemmer, der har en forståelse for økonomi og den finansielle sektor og ikke ud fra politiske hensyn.