AF HENRIK ØRHOLST

 

Martin Wolf er en af verdens mest indflydelsesrige økonomiske kommentatorer og er en af hovedtalerne på det kommende VL døgn.
VL Nyt møder ham på kontoret i London, hvor han som seniorskribent for Financial Times kan nyde udsigten i første række til Themsen. Hans yngre kollegaer er henvist til storrum uden den samme udsigt.

Vi oplever nu en forskydning fra den vestlige verden til Asien – hvornår får vi en form for ligevægt i udviklingen?

Den vestlige verden har et forspring som blev grundlagt gennem den industrielle revolution i 1700-tallet. Der skete en voldsom ekspansion i BNP pr. indbygger i forbindelse med den massive produktivitets-forbedring som industrialiseringen skabte.

Den mest voldsomme udvikling var forholdet mellem USA og Kina. Den økonomiske styrke var 20:1 i amerikanernes favør, og 15 procent af verdensbefolkningen stod for stort set hele den økonomiske aktivitet. Vi havde monopol på industriel produktion, og var den mest innovative kraft i verden.

De sidste tyve år er det begyndt at vende. I dag er styrkeforholdet anderledes. Nu er styrkeforholdet snævret ind til 4:1. USA er stadig den stærkeste økonomiske magt, men gabet er indsnævret.

Der er ingen grund til at tro, at styrkeforholdet ikke kan ændres til 1:1 og den kinesiske økonomi bliver verdens største indenfor de kommende 10-15 år. Kineserne er lige så dygtige og kloge som amerikanerne. Spørgsmålet er, hvornår det vil ske.

I dag står den vestlige verden for halvdelen af den økonomiske aktivitet, men vi er kun 12 procent af alle klodens indbyggere. Derfor må vi forvente, at vestens andel af den økonomiske aktivitet vil falde til at udgøre et tilsvarende tal, og tilsvarende vil Kina og Indien overtage en større andel af kagen.

Hvornår vil ligevægtspunktet indtræffe?

Det vil tage et århundrede før, vi når til det punkt. Det er på ingen måde sikkert. Mange ting kan ændres undervejs. Hvis man havde stillet spørgsmålet i begyndelsen af 1800-tallet ville det sandsynlige svar være Frankrig. Ingen ville pege på Tyskland.

Vi er på vej til den position, som den vestlige verden havde for 300-400 år siden hvor Kina var Verdens største økonomi og den vestlige del af verden udgjorde en mindre del af den samlede verdensøkonomi.

En af de store udfordringer for den vestlige verden vil blive, om vi har ressourcer og institutionerne til at fastholde den velfærdsstat, vi har opbygget. Det, tror jeg, sagtens kan lade sig gøre, men verdens økonomiske styrkeforhold vil være ændret, og vi vil indtage en mere tilbagetrukket position, som er i overensstemmelse med det faktum, at Europa blot er en halvø i forbindelse med Asien, og USA ligger langt væk – isoleret af store have.

USA vil ikke længere være den altdominerende stormagt, men vil indtage en position på linje med Kina.

Magt er altid nært sammenkoblet med befolkningstal, og Asien er meget større end resten af verden. Alene af den grund vil der ske en forskydning. Halvdelen af verdens befolkning bor der. Indien og Kina alene står for 40 procent af Jordens befolkning.

Vil Pax Americana blive afløst af Pax Sinica?

Det er meget sandsynligt, at Kina vil fremstå som verdens største magt indenfor de næste tyve år. Det bliver først indenfor økonomien, at de overtager positionen som Verdens største magt. Politisk og militært vil det ske efterfølgende.

De vil være interesseret i at opretholde stabilitet og fred med udgangspunkt i et kinesisk lederskab. Men det vil være anderledes end det, vi oplever i dag. Inden vi når til den position, vil der være et tidspunkt, hvor magten vil være delt mellem USA og Kina.

USA vil stadig være den stærkeste militære magt i en længere periode end økonomisk, da de har mere avanceret teknologi.

Vil Indien også være en del af fremtidens stærkeste magter?

Den indiske økonomi er 15-20 år bagefter den kinesiske. Indien er meget mere decentraliseret opbygget, og politisk er det et fragmenteret land sammenlignet med Kina. Der er en række udfordringer med den politiske ledelse i Indien, og i det hele taget er samfundets institutioner ikke så stærke som det, vi finder i Kina.

Historisk set har Indien ikke en position som en stormagt. Det har Kina haft gennem mange hundrede år. Indien har været delt og besat i flere omgange op gennem deres historie. Landets økonomi er relativt lille, og den politiske struktur er langt bagud Kina og en række andre lande.

Men der er ingen tvivl om, at Indien vil indtage positionen som verdens tredjestørste økonomi indenfor de næste tyve år. Der er dog en række usikkerhedspunkter om ikke mindst forholdet til Kina og den vestlige verden. Mest sandsynligt er en form for alliance mellem Indien og den vestlige verden for at skabe en balance mellem Kina og resten af verden.

Indien vil ikke blive en rival til Kina på nogen områder.

Vil der være andre stormagter undervejs?

Der vil findes nye stormagter undervejs. Det er lande med store befolkningstal i kombination med politisk og økonomisk stabilitet. Først og fremmest er der Brasilien og Indonesien, og på et senere tidspunkt vil det være Pakistan og Bangladesh.Nøgleordet er befolkningstal. Der er altid en positiv sammenhæng mellem BNP og befolkningstal. Der er seks gange så mange indbyggere i Kina som i Brasilien, og det er ikke nok til at fremstå som en stormagt.

Hvad skal den vestlige verden gøre?

Vi kan ikke gøre noget. Udviklingen lader sig ikke stoppe. Kun en atomkrig vil kunne ændre på det. Men det er ikke en realistisk mulighed. En mulighed vil være at indføre protektionisme, men det vil ikke bremse, kun sænke væksten i Kina. Men det vil også ramme os selv og sænke den økonomiske vækst yderligere.

Vi skal derfor fastholde vores forspring indenfor Intellectuel Property, hvor der i dag er en række udfordringer i forholdet til Kina. Samtidig skal vi satse på et bedre økonomisk samarbejde mellem de vestlige lande og Kina. Vi skal også få Kina gjort til en integreret del af verdensøkonomien og give dem en plads, der er i overensstemmelse med deres position i IMF, Verdensbanken og FN.

Vores dominans på verdensscenen er ved at afsluttes, og derfor skal vi indrette os på en ny verdensorden.

For os betyder det, at vi skal indstille os på at samarbejde samtidig med, at vi skal fastholde forspringet på de felter, hvor vi har en konkurrencemæssig fordel. Det gælder således om at uddanne vores arbejdskraft, udvikle de samfundsmæssige institutioner og lovgivning. Men vi skal tilpasse os den nye virkelighed med de ændrede styrkeforhold mellem Asien og den vestlige verden.

Det vil give både muligheder men også en række store udfordringer for os.

Vil den vestlige velfærdsstat blive truet af den nye verdensorden?

Uddannelse og sundhed skal stadig være en offentlig opgave. Det er effektivt at finansiere de ydelser gennem skatterne. Derfor vil det stadig være en del af velfærdsstatens opgaver.

Velfærdsstaten vil også stå for en omfordeling mellem generationerne. Jeg ser igen grund til, at det skal ændres uanset, hvor meget presset øges fra Asien og andre lande, der konkurrerer med os. Det gælder tilsvarende for arbejdsløshedsforsikring.

Men på et område vil velfærdsstaten komme under pres. De borgere, som ikke er i stand til at bidrage til fællesskabet i form af skatter og kun modtager ydelser, vil det være nødvendigt at forholde sig til. Den gruppe er ved at blive for stor i mange vestlige lande.

Velfærdsstaten finansieres af skatter. Og her er det spørgsmålet, om borgerne føler de får noget for den skat, de betaler i kombination med tilknytningen til landet. Hvis der er en sammenhæng mellem det, de betaler i skat og det, der kommer den anden vej vil velfærdsstatens opretholdes, men hvis den kommer ud af balance, vil det give et pres på lysten til at betale skat, og dermed smuldrer fundamentet for viljen til at betale skat.

Velfærdsstaten vil overleve så længe, den kan give noget, borgerne har brug for.