AF HENRIK ØRHOLST

 

Dorte Krak står i spidsen for Arp Hansen Hotel Group i en branche, som er præget af stærk konjunkturfølsomhed. De sidste otte år har hun være direktør for hotelkæden, der de sidste 3 år har oplevet den værste krise i hotelbranchen i mands minde samtidig med, at gruppen øgede sit værelsesudbud med 30% i København.

På trods af de hårde omstændigheder har Dorte Krak med en stærk organisation i ryggen skabt en succesfuld hotelkæde.

 

Hvad er den største udfordring i hotelbranchen lige nu? Danmark og internationalt?

Helt klart de internationale konjunkturer. Der er noget, som tyder på, at vi er på vej ind i en ny recession. Hotelbranchen har, som de fleste andre brancher, vejret morgenluft i 2011 efter tre hårde år med presset indtjening. Men det er en sårbar vækst, som nemt kan forsvinde, hvis forbrugere og virksomhederne bliver usikre igen. Sker dette, kan det aflæses direkte i vores forretning.
Sammenlignet med udlandet har vi i Danmark en meget høj moms på hoteller og restaurantbesøg. Bør den danske moms nedsættes således, at den er på linje med andre lande?

Den danske moms skal nedsættes. Det er ikke holdbart for den danske konkurrenceevne at have det højeste momsniveau i Europa. For hotelbranchen er det endnu værre. Mange af vores konkurrerende nabolande (Sverige og Tyskland) har en lavere moms på hotel og restaurantydelser. Dermed fremstår Danmark endnu dyrere i konkurrencen om de internationale turister.

Vil en momsnedsættelse være forsvarlig?

Der er lavet mange beregninger på provenutab for staten ved sænket moms og for en differentieret momssats. Der er ingen tvivl om, at en generel momsnedsættelse vil skabe fornyet vækst i eksporten. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at opveje det for staten tabte afgiftsbeløb. Det tror jeg og mener også, at det er den vej, vi skal skabe vækst i Danmark.

Hvorfor bliver der bygget nye hoteller – når al logik siger, at det vil give overkapacitet?

Der bliver bygget hoteller i København især fordi, der er tillid til destinationen og dens styrke som europæisk storby for såvel turister som møde- og forretningsgæster. For branchen er det også en fordel, at hotelkapaciteten øges. På kort sigt giver det overkapacitet og lavere belægning.

Historisk har det ikke været en udfordring med øget kapacitet. God markedsføring og udbud af interessante hotel- og konferenceprodukter har banet vej for en øget efterspørgsel.

Arp-Hansen Gruppen åbnede i 2009 et nyt lavprishotelkoncept ”Wakeup Copenhagen” med 510 værelser. Hotellet har ingen værelser tomme. Der er fuld kapacitetsudnyttelse lige nu, og det har bidraget til at udvide markedet for overnattende i byen.

Det er muligt at få en overnatning til 400 kroner uden at gå på kompromis med airconditioning, eget toilet, bad og trendy design centralt i København i stedet for at tage hjem til Fyn/Jylland/Nordsjælland eller overnatte på moster Annas sofa. Der er gæster fra Hørsholm, der i stedet for at tage en taxa hjem efter en god middag og teater i byen, inviterer konen på en smart overnatning i byen.

I 2010 åbnede vi Tivoli Hotel og Congress Center, – et andet eksempel på, at et hotel kan skabe ny efterspørgsel og andre kundesegmenter. Dermed har København fået sit første tematiserede hotel, der samtidigt kan huse kongresgæster op til 4.000 mennesker.

Kan man sige, at et større udbud af hotelværelser er en god forretning for alle i branchen?

Vi tror på, at branchen, ved at øge udbuddet og gøre paletten af hoteller og oplevelsesrammer større, også kan udvide det samlede marked. Med de mange investeringer i nye hoteller foretages der samtidig større investeringer i markedsføring og branding af København. Det er med til at øge interessen for bygning af nye hoteller.

Dermed ikke være sagt, at det er en dans på roser at åbne nye hoteller i det marked, vi har haft de seneste år. Et hotel vil eksistere i 50-100 år, hvorfor investeringen ikke bare kan ses som en isoleret forretning på kort sigt. Kunsten er at bygge til en fornuftig pris på en god beliggenhed. Så har man et godt udgangspunkt for at skabe en sund investering. Men det er mindst lige så vigtigt at kende branchen og være i stand til at gøre sig attraktiv både for kunderne og ikke mindst gæsterne.

Dorte Krak er medlem af VL 17